L 103 Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om tilskud til kommuner og amtskommuner.

(Ændring af tilskud for 1986 og 1987).

Af: Indenrigsminister Britta Schall Holberg (V)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 580 af 19-12-1985
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven blev det generelle tilskud til kommunerne og amtskommunerne for 1987 nedsat med et beløb svarende til den faktiske reale regnskabsmæssige vækst i driftsudgifterne i 1986. Nedsættelsen fordeles efter realvæksten i den enkelte (amts)kommunes nettodriftsudgifter, ekskl. udgifter til forsyningsvirksomheder.

Endvidere blev der foretaget en tilskudsnedsættelse på 20 pct. af den del af den enkelte (amts)kommunes anlægsudgifter i 1986, for hvilke der ikke inden 4. december 1985 var indgået bindende kontrakt. Anlægsudgifter på miljøområdet samt til sanering og byfornyelse blev dog undtaget ved beregningen af tilskudsnedsættelsen. Desuden blev energiministeren bemyndiget til at undtage anlægsarbejder inden for vedvarende energi samt i ganske særlige tilfælde inden for el- og varmeforsyningsområdet.

Tilsvarende bestemmelser om tilskudsnedsættelser blev fastsat for hovedstadsrådet.

Herudover blev den samlede kommunale nettobesparelse som følge af lægekonflikten i 1984, i alt ca. 134 mill. kr. netto, inddraget ved loven.

Om sigtet med lovforslaget oplyste indenrigsministeren i den skriftlige fremsættelse, at hovedformålet med lovforslaget var at tilskynde kommuner og amtskommuner til at overholde regeringens udgiftspolitiske henstillinger. Herudover sigtede lovforslaget mod at afhjælpe de flaskehalsproblemer inden for bygge- og anlægssektoren, som havde gjort sig gældende med stadig stigende styrke i løbet af året.

De nævnte henstillinger gik ifølge bemærkningerne til lovforslaget ud på, at kommuner, henholdsvis amtskommuner, under ét skulle holde uændret aktivitetsniveau i 1986, samt at der for kommuner, henholdsvis amtskommuner, under ét ikke ved likviditetsforbrug måtte gennemføres kommunale skattelettelser i 1986.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 80 stemmer (KF, V, RV, CD, KrF, FP og FD) mod 69 (S, SF og VS).
Partiernes ordførere
Henning Rasmussen (S), Karen Højte Jensen (KF), Thor Pedersen (V), Asbjørn Agerschou (SF), Ole Vig Jensen (RV), Jørgen Lenger (VS), Helge Dohrmann (FP), Jens Kristian Steffensen (KrF) og Ole Maisted (FD)