F 8 Agter regeringen at foretage indgreb over for de vedtagne budgetter i kommuner og amter for 1986?

Til: Indenrigsminister Britta Schall Holberg (V)
Samling: 1985-86
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Henning Rasmussen (S)) havde begrundet forespørgslen, afgav indenrigsministeren (Britta Schall Holberg) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og indenrigsministeren - følgende ordførere for partierne: Karen Højte Jensen (KF), Svend Erik Hovmand (V), Agerschou (SF), Ole Vig Jensen (RV), Bente Juncker (CD), Lenger (VS), Inger Stilling Pedersen (KrF), Poulsgaard (FP) og Maisted (FD). Uden for ordførernes kreds talte: Anker Jørgensen (S), Tove Lindbo Larsen (S), Stavad (S) og Bjørn Westh (S).

Under forhandlingerne fremsatte Henning Rasmussen (S) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1796):

»Folketinget er af den opfattelse, at de kommunale og amtskommunale budgetter for 1986 er samfundsøkonomisk forsvarlige. Da folketinget i øvrigt respekterer kommunernes ret og pligt til at lægge budgetter under ansvar over for den lokale befolkning, agter folketinget ikke at gribe ind over for de kommunale budgetter for 1986.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsorden.«

Lenger (VS) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1823):

»Idet folketinget tager til efterretning, at regeringen ikke på nuværende tidspunkt har taget stilling til, hvorvidt den kommunale budgetlægning giver anledning til indgreb over for kommunerne, opfordrer tinget regeringen til at afklare sin holdning hertil så betids, at kommunerne kan modtage underretning herom senest den 18. november 1985.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Det af Henning Rasmussen (S) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 53 (S, SF og VS) stemte for, 60 (KF, V, RV, CD, KrF, FP og FD) imod.

Det af Lenger (VS) stillede dagsordensforslag forkastedes efter afstemning ved navneopråb, idet 53 (S, SF og VS) stemte for, 60 (KF, V, RV, CD, KrF, FP og FD) imod.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Henning Rasmussen (S), Karen Højte Jensen (KF), Svend Erik Hovmand (V), Asbjørn Agerschou (SF), Ole Vig Jensen (RV), Bente Juncker (CD), Jørgen Lenger (VS), Kristen Poulsgaard (FP), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Ole Maisted (FD)