Efter at ordføreren for forespørgerne (Hans Hækkerup (S)) havde begrundet forespørgslen, afgav udenrigsministeren (Ellemann-Jensen) en besvarelse.
I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og udenrigsministeren - følgende ordførere for partierne: Connie Hedegaard (KF), Bjørn Elmquist (V), Gert Petersen (SF), Stinus (RV), Nør Christensen (CD), Albrechtsen (VS), Kofod-Svendsen (KrF) og Poulsgaard (FP). Uden for ordførernes kreds talte Kelm-Hansen (S) og Margrete Auken (SF).
Under forhandlingerne fremsatte Hans Hækkerup (S) sammen med Stinus (RV) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1860):
»Folketinget opfordrer regeringen til
- at støtte Contadoralandenes initiativer til fremme af fred i Centralamerika, som de senest er fremlagt i udkastet til den såkaldte »Contadoraakt for fred og samarbejde i Centralamerika«, og intensivere samarbejdet mellem de ti, Spanien, Portugal og Contadoragruppen,
- at tage afstand fra al fremmed indblanding i Centralamerika,
- at opfordre USA til at ændre sin politik over for landene i Centralamerika, omgående stoppe handelsembargoen mod Nicaragua og genoptage Manzanillodrøftelserne,
- at udvide støtten til det humanitære hjælpearbejde til flygtninge og andre fordrevne folkegrupper og at forøge støtten til danske private organisationers bistandsarbejde i Centralamerika,
- at udvide den finansielle bistand til og udbygge handelssamkvemmet med Nicaragua,
- at henstille til alle landene i Centralamerika, at de opfylder deres internationale forpligtelser i henhold til De Forenede Nationers menneskerettighedserklæring.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Dette forslag vedtoges med 58 stemmer (S, SF, RV og VS) mod 3 (FP); 45 (KF, V, CD og KrF) stemte hverken for eller imod.