Efter at ordføreren for forespørgerne (Rahbæk Møller (SF)) havde begrundet forespørgslen, afgav miljøministeren (Chr. Christensen) en besvarelse.
I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og miljøministeren - følgende ordførere for partierne: Jytte Hilden (S), Ahlmann-Ohlsen (KF), Bente Nielsen (V), Ingerlise Koefoed (SF), Lone Dybkjær (RV), Birgith Mogensen (CD), Anne Grete Holmsgård (VS) og Inger Stilling Pedersen (KrF).
Under forhandlingerne fremsatte Rahbæk Møller (SF) sammen med Jytte Hilden (S), Ahlmann-Ohlsen (KF), Bente Nielsen (V), Lone Dybkjær (RV), Birgith Mogensen (CD) og Inger Stilling Pedersen (KrF) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 6372):
»Idet folketinget tager miljøministerens redegørelse til efterretning, pålægger det miljøministeren at træffe følgende foranstaltninger:
- at fremsætte lovforslag om vilkår for produktion med og anvendelse af gensplejsede organismer m.v. senest den 2. april 1986,
- at gennemføre et midlertidigt stop for godkendelse af nye, ikke ansøgte tilladelser til industriel brug af gensplejsede organismer, dog således at nye tilladelser kan udstedes i henhold til eksisterende lovgivning med virkning fra 1. juni 1986, såfremt ny lovgivning ikke er vedtaget inden denne dato,
- at opbygge den nødvendige ekspertise i miljøministeriet for at kunne varetage den nødvendige kontrol og risikovurdering.
Folketinget pålægger endvidere regeringen:
- at fremsætte forslag til lov om obligatorisk registrering af forsøg med gensplejsede organismer i indeværende samling,
- at sikre, at den offentlige forskning i genteknologi, herunder problemer ved genteknologien og de langtsigtede anvendelsesperspektiver, opprioriteres.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Dette forslag vedtoges ensstemmigt med 124 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF og FP).