Ved folketingsbeslutningen blev der givet tinget adgang til at bevilge orlov til og at indkalde stedfortræderen for 1) et ordinært mandligt medlem i forbindelse med hans barns fødsel og 2) et ordinært medlem i forbindelse med adoption. Ved orlov efter disse bestemmelser bevares retten til vederlag og pensionsanciennitet i orlovsperioden, jfr. den samtidig gennemførte lov om ændring af lov om valg til folketinget. (Om folketingsmedlemmers orlov med vederlag) (se under A.I. nr. 182) samt henvisningen hertil i dette beslutningsforslags § 1, nr. 3.
Orlov til et mandligt medlem i forbindelse med hans barns fødsel kan bevilges for 2 perioder på henholdsvis (indtil) 14 dage og (indtil) 10 uger. Den første orlovsperiode på 14 dage regnes fra barnets modtagelse i hjemmet. Efter fornyet begæring kan bevilges orlov for en periode på yderligere 10 uger regnet fra udløbet af 14 uger efter barnets fødsel. For sidstnævnte periodes vedkommende er det dog en forudsætning, at moderen har dagpengegivende indtægt, jfr. lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, og at hun giver afkald på dagpenge i samme periode.
Orlov til et medlem i forbindelse med adoption er begrænset til en periode på indtil 24 uger fra modtagelsen af barnet. Det er en forudsætning, at de adoptionsundersøgende myndigheder har bestemt, at pågældende skal være fraværende fra arbejdet i forbindelse med modtagelsen. Såfremt adoption søges sammen med en ægtefælle, er det endvidere en forudsætning, at ægtefællen har dagpengegivende indtægt, jfr. lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, og at ægtefællen giver afkald på dagpenge for den periode, for hvilken der søges om orlov.
Orlov i forbindelse med fødsel – og dermed også stedfortræderens hverv – ophører ved udløbet af den bevilgede orlovsperiode uden særskilt meddelelse fra det pågældende medlem, jfr. beslutningsforslagets § 1, nr. 5. Ønsker det pågældende medlem at give møde i tinget inden udløbet af den bevilgede orlovsperiode, må medlemmet skriftligt til formanden give meddelelse herom. I lighed med de øvrige orlovsbestemmelser er det dog også her foreslået, at et medlem tidligst på 8.-dagen for orlovsperiodens begyndelse kan give møde i tinget.
Beslutningsforslaget behandledes under 1. behandling sammen med det ovennævnte forslag om ændring af valgloven og gennemførtes som dette uden udvalgsbehandling.
Beslutningsforslaget blev vedtaget ved 2. (sidste) behandling med 103 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF og Steenholdt (Grønl.)) mod 4 (FP).