B 44 Forslag til folketingsbeslutning om en undersøgelseskommission vedrørende forholdene i Afghanistan og i de af Israel besatte områder.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at nedsætte en undersøgelseskommission med det formål at undersøge civilbefolkningens vilkår i det besatte Afghanistan og i de af Israel besatte områder. Særlig skal følgende forhold undersøges:

a. Omfanget af overtrædelser af civiles rettigheder, krænkelser af menneskerettighederne, deportationer, terrorhandlinger mod befolkningen, forholdene i fængsler og lejre, behandlingen af fangerne m.v.

b. Antallet af omkomne som følge af okkupationerne.

c. Flygtningeproblemerne i og omkring de besatte områder.

d. Den israelske kolonisering i de besatte områder og dennes konsekvenser for den palæstinensiske befolknings vilkår.

e. Omfanget af sovjetiske terrorbombninger og angreb på landsbyer i Afghanistan

Kommissionen skal gennem besøg i de besatte områder, afholdelse af høringer, indsamling af materiale osv. belyse disse forhold og afgive en samlet offentlig redegørelse.

Regeringen opfordres til at undersøge mulighederne for at oprette kommissionen i samarbejde med andre lande, som ikke har alt for nære relationer til de to besættelsesmagter.«

Beslutningsforslaget blev fremsat og kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om støtte til løsning af Eritreakonflikten, se nærmest følgende sag.

Ved 1. behandling blev forslaget afvist af udenrigsministeren og ordførerne for S, KF, V, RV, CD, KrF og FP, mens ordføreren for SF kunne støtte forslaget.

Udenrigsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Erik Brünnich Smith (S), Viggo Fischer (KF), Bjørn Elmquist (V), Gert Petersen (SF), Arne Stinus (RV), Frode Nør Christensen (CD), Kristen Poulsgaard (FP), Keld Albrechtsen (VS) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)