B 42 Folketingsbeslutning om Christianias fremtid.

Samling: 1985-86
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til et særligt udvalg på 17 medlemmer og stedfortrædere, se side 49.

Folketingsbeslutningen havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til i forlængelse af folketingets dagsorden af 16. marts 1982 og under iagttagelse af de særlige forhold, der har udviklet sig under 15 års beboelse, og inden den 1. januar 1987 at påbegynde følgende foranstaltninger:

1. Bygningsforbedringer ved statens foranstaltning med henblik på en lovliggørelse med størst mulig bevaring af den nuværende benyttelse af boliger og erhvervsbygninger. Dette skal foregå i et tæt samarbejde mellem Christianias beboere og myndighederne. Ved arbejdernes gennemførelse bør oprettes det størst mulige antal arbejdspladser for Christianias beboere.

2. Udarbejdelse af et landsplandirektiv, som følges op af udarbejdelse af en lokalplan, der dels sikrer en fastlæggelse af den nuværende anvendelse, dels sikrer Københavns befolkning adgang til at anvende dele af området til rekreative formål.

3. En bredere indsats vedrørende støtte til aktiviteter for »svage« grupper i Christiania.

4. Etablering af en aftale med Christianias beboere om, at målet for den løbende huslejebetaling skal være et beløb, der dækker de faktiske udgifter.

5. Lovliggørelse af værtshusforholdene på Christiania.«

Beslutningsforslaget var en uændret genfremsættelse af et i folketingsåret 1984-85 fremsat forslag, se Folketingsårbog 1984-85, side 368.

Ved 2. (sidste) behandling blev beslutningsforslaget vedtaget med 68 stemmer (S, SF, RV og VS) mod 63 (KF, V, CD, KrF, FP og Steenholdt (Grønl.)).
Partiernes ordførere
Ole Løvig Simonsen (S), Agnete Laustsen (KF), Birthe Rønn Hornbech (V), Ebba Strange (SF), Lone Dybkjær (RV), Birgith Mogensen (CD), Anne Grete Holmsgaard (VS), Pia Kjærsgaard (FP) og Inger Stilling Pedersen (KrF)