B 39 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af patientklagenævn og en patientombudsmandsinstitution.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til inden den 1. januar 1987 at fremsætte lovforslag om ændrede klageregler på medicinaloinrådet, bl.a. omfattende ansatte inden for sygehusvæsenet, psykiatriske hospitaler, alment praktiserende læger, tandlæger, apotekere, ansatte, der behandler arbejdsskadeerstatninger, og ansatte på plejehjem, med følgende indhold:

1. Der nedsættes i hvert amt et patientklagenævn. Klagenævnet nedsættes af amtsrådet og skal bestå af kredslægen, en jurist og 3 ikke-sagkyndige medlemmer uden for amtsrådets midte. Klagenævnet skal behandle klager over medicinalpersoner m.v. vedrørende patientbehandling, optræden og service- og informationsniveau.

2. Til klagenævnet knyttes et sekretariat.

3. Folketinget udpeger en patientombudsmand.

4. Patientombudsmanden behandler klager over afgørelser truffet af patientklagenævn. Patientombudsmanden behandler endvidere klager over medicinalpersoner m.v. vedrørende patientbehandling, optræden og service- og informationsniveau, når klagen vedrører et statsligt hospital eller anden statslig myndighed.«

Beslutningsforslaget var i hovedsagen en genfremsættelse af et senest i folketingsåret 1984-85 fremsat forslag (se herom Folketingsårbog 1984-85 side 376).

Beslutningsforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (se omtalen under A.II. nr. 9) og forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af patientklagenævn [af Tove Lindbo Larsen (S) m.fl.] (se omtalen under nærmest foranstående sag).

Kommunaludvalget afgav beretning over de 2 beslutningsforslag, hvorom henvises til omtalen af nærmest foranstående sag.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Thor Pedersen (V), Tommy Dinesen (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Bente Juncker (CD), Kristen Poulsgaard (FP), Jørgen Lenger (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)