B 138 Forslag til folketingsbeslutning om energiafgifter for momsregistrerede virksomheder.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om indførelse af energiafgifter for momsregistrerede virksomheder efter følgende retningslinjer:

1. Den nuværende automatiske refusionsordning for energiafgifter, der er pålagt momsregistrerede virksomheder, bortfalder.

2. Momsregistrerede virksomheder kan fremover kun få refusion af det beløb, hvormed pålagte energiafgifter overstiger 25.000 kr. pr. år, og som samtidig overstiger 1 pct. af den momsregistrerede omsætning i samme periode.

3. Afgiftsrefusionssatsen udgør herefter 90 pct. af foregående års pålagte energiafgifter før eventuel refusion, dog mindst 80 pct. og højst 100 pct. af årets pålagte energiafgifter før refusion.

4. For naturgas fastsættes en afgift, som målt efter brændværdi modsvarer olieafgiften.

5. Som betingelse for fortsat afgiftsrefusion kan momsregistrerede virksomheder over for centrale og/eller regionale energiplanmyndigheder pålægges at analysere mulighederne for energibesparelser, brændselsomlægning, levering af overskudsvarme m.v. samt at gennemføre samfundsøkonomisk set fordelagtige energiinvesteringer. Energiministeren fastsætter de nærmere regler herfor.

6. Hvor særlige konkurrenceforhold gør sig gældende, kan der inden for enkeltvirksomheder eller brancher under nærmere fastsatte vilkår bevilges afgiftsrefusion efter de nugældende regler, når betingelserne under punkt 5 opfyldes.

7. Til dokumenterede konsulentudgifter m.v. op til et fast maksimumsbeløb afholdt i forbindelse med den under pkt. 5 nævnte analyse kan ydes statstilskud.

8. Lovforslaget fremsættes med henblik på behandling i folketinget inden udgangen af 1986 efter forudgående orientering af folketingets energipolitiske udvalg.«

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Hans Hækkerup (S), Annelise Gotfredsen (KF), Birthe Rønn Hornbech (V), Søren Riishøj (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Jørgen Lenger (VS) og Ove Jensen (FP)