B 129 Forslag til folketingsbeslutning om modernisering af lovgivningen om penge- og kapitalformidlende institutioner og virksomheder.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til senest i folketingsåret 1987-88 at fremsætte lovforslag, der skulle modernisere lovgivningen om penge- og kapitalformidlende institutioner og virksomheder efter en række nærmere angivne retningslinjer, der bl.a. indebar, at lovgivningen på området skulle deles op i en fælleslov for alle de berørte institutioner og virksomheder og en række speciallove, der skulle svare til de eksisterende love for de forskellige finansielle institutions- og virksomhedstyper bortset fra de bestemmelser, der ville blive overflødiggjort af fælleslovens bestemmelser.

Fællesloven skulle underlægge alle de berørte institutioner og virksomheder den samme tilsynsmyndighed henhørende under industriministeren og desuden rumme bestemmelser om regnskab og revision, bestyrelsesvalg og -kompetence, medarbejder- og samfundsrepræsentation i bestyrelserne, god forretningsførelse osv. for alle disse institutioner og virksomheder. Fællesloven skulle i den forbindelse sikre, at bestyrelsesmedlemmerne får bedre muligheder for at følge og bedømme institutionernes og virksomhedernes dispositioner og engagementer.

I de ledsagende bemærkninger henviste forslagsstillerne til, at socialdemokratiet i folketingsåret 1983-84 havde fremsat et lignende om end mere vidtgående beslutningsforslag, hvorom kan henvises til omtalen i Folketingsårbog 1983-84, side 387f.

Udvalget tog i en beretning til efterretning, at regeringen havde nedsat et udvalg vedrørende brancheglidning på det finansielle marked, hvis kommissorium overvejende dækkede de punkter, beslutningsforslaget opregnede som områder, der ønskedes ændret.

Herudover indeholdt beretningen en udtalelse fra et flertal (S, SF og RV), hvortil henvises.
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Tove Lindbo Larsen (S), Arne Lund (KF), Svend Heiselberg (V), Jes Lunde (SF), Hans Larsen-Ledet (RV), René Brusvang (CD), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Inger Stilling Pedersen (KrF)