B 122 Forslag til folketingsbeslutning om økonomiske midler til forskning i sygdommen AIDS.

Samling: 1985-86
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at afsætte 50 mill. kr. til forskning i sygdommen AIDS. Bevillingen administreres af sundhedsstyrelsens rådgivende udvalg vedrørende sygdommen AIDS.«

Ved 1. behandling af beslutningsforslaget kunne undervisningsministeren og ordførerene for KF, V, RV og CD ikke støtte forslaget, mens de øvrige ordførere gav udtryk for en positiv holdning til forslaget. Undervisningsministeren oplyste, at regeringen derimod ville støtte det forslag, der var kommet fra statens lægevidenskabelige forskningsråd om ekstra 6 mill. kr. til AIDS-forskning.

Som følge af undervisningsministerens oplysning om de 6 mill. kr. til AIDS-forskning stillede forslagsstillerne i betænkningen et ændringsforslag til beslutningsforslaget, hvorefter teksten skulle affattes således:

»Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at der til forskning i sygdommen AIDS stilles et beløb på 10-15 mill. kr. til rådighed pr. år over en 2-3-årig periode til almindelig projektstøtte samt yderligere 10 mill. kr. til meget kostbart apparatur samt til sikring af laboratorierne.

Administrationen af midlerne varetages af statens lægevidenskabelige forskningsråd eller den af rådet nedsatte koordineringsgruppe for forskning i sygdommen AIDS.«

Efter at dette ændringsforslag var blevet vedtaget ved 2. (sidste) behandling, blev beslutningsforslaget forkastet, idet 71 (S, SF, VS og FP) stemte for, 72 (KF, V, RV, CD og KrF) imod.
Partiernes ordførere
Hanne Andersen (S), Eva Bente Møller (KF), Svend Heiselberg (V), Asbjørn Agerschou (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Birgith Mogensen (CD), Kristen Poulsgaard (FP) og Jørgen Lenger (VS)