B 121 Forslag til folketingsbeslutning om afgift på kunstgødning.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om en afgift på 1 kr. pr. kg kvælstof i kunstgødning.«

Om baggrunden for forslaget oplystes bl.a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Forureningen fra kunstgødning (handelsgødning) kan nedbringes ved at pålægge kunstgødningen en afgift, der er knyttet til mængden af kvælstofindholdet. Dette vil være både en effektiv og administrativt let håndterlig metode, idet afgiften indeholdes i landbrugets købspris. Derved bliver der et klart økonomisk incitament til at overveje, om andre dyrkningsmetoder, andre afgrøder eller andre gødningsformer kan være mere hensigtsmæssige, og hvis ikke, da at reducere anvendelsen af den beskattede type kunstgødning.

I det omfang der ikke findes et alternativ til den anvendte gødningstype, vil en afgift indirekte tilskynde til øget forskning og udvikling af andre gødningstyper, andre afgrøder og forsøg med andre dyrkningsmetoder. Umiddelbart vil afgiften være et økonomisk incitament til øget udnyttelse af naturgødningen og vil således gennem en mere effektiv spredning af naturgødning nedsætte den grundvandsforurening, der stammer fra naturgødningen.

Når der har været indvendinger mod anvendelsen af afgifter på kunstgødning, skyldes dette primært usikkerheden over for, om moderate afgifter som den her foreslåede vil påvirke landbruget til at indskrænke kunstgødningsanvendelsen. Der er tillige henvist til, at en regulering gennem afgifter vil indebære en reduktion af den enkelte landmands økonomiske udbytte. På lidt længere sigt behøver dette ingenlunde at være tilfældet, under forudsætning af at afgiftens provenu ledes tilbage til landbrugssektoren og anvendes til fremme af en økologisk mere hensigtsmæssig produktion, bedre dyrkningsmetoder og bedre landbrugsprodukter. Både for landbruget og for samfundsøkonomien kan en afgift således være af stor positiv værdi.«

I øvrigt henvises til omtalen foran under A.II. nr. 76 af forslag til lov om afgift af kvælstofholdig gødning [af Lone Dybkjær (RV), Camre (S), Leif Hermann (SF) og Anne Grete Holmsgård (VS)].

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Henning Nielsen (S), Jens Peter Rønholt (KF), Niels Ahlmann-Ohlsen (KF), Peder Sønderby (V), Leif Hermann (SF), Lone Dybkjær (RV), Helge Dohrmann (FP), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)