B 1 Folketingsbeslutning om yderligere skærpelse af sanktionerne mod Sydafrika.

Samling: 1985-86
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Med folketingsbeslutningen tilsluttede folketinget sig de foranstaltninger mod Sydafrika, som blev besluttet af de ti EF-lande samt Spanien og Portugal på udenrigsministermødet i Luxembourg den 10. september 1985, samt det nordiske handlingsprogram mod Sydafrika, som blev vedtaget på det nordiske udenrigsministermøde i Oslo den 17.-18. oktober 1985.

Folketinget tilsluttede sig ligeledes, at regeringen – om nødvendigt ved lovgivning – iværksætter disse foranstaltninger og dette handlingsprogram med sigte på en skærpelse af Danmarks sanktionspolitik over for Sydafrika.

Herudover indeholdt folketingsbeslutningen bestemmelser, hvorefter folketinget opfordrede regeringen til

1. inden 1. februar 1986 at fremsætte forslag til lovgivning, der skulle pålægge elselskaberne at afvikle kulimporten fra Sydafrika senest 6 måneder fra lovens ikrafttræden; det skulle sikres, at andre firmaer ikke iværksætter import af sydafrikanske kul i afviklingsperioden,

2. inden 1. april 1986 at fremsætte forslag til lovgivning, så al anden import fra og eksport til Den sydafrikanske Republik som hovedregel ville ophøre snarest muligt.

Forslaget til folketingsbeslutning kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om iværksættelse af yderligere sanktioner mod Sydafrika og om støtte til ofrene for Sydafrikas apartheid-politik, fremsat af udenrigsministeren, se B. II. nr. 114, forslag til lov om forbud mod indførsel af kul og andre fossile brændstoffer fra Sydafrika og Namibia [af Riishøj (SF) og Albrechtsen (VS) m.fl.], se A. II. nr. 85, og forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af sanktionspolitikken over for Sydafrika [af Riishøj (SF) og Albrechtsen (VS) m.fl.], se B. II. nr. 115.

Folketingsbeslutningens endelige udformning fremkom ved vedtagelse af et ændringsforslag stillet i udvalgsbetænkningen af et flertal bestående af S, SF og RV, hvorefter dele af forslag til folketingsbeslutning om iværksættelse af yderligere sanktioner mod Sydafrika og om støtte til ofrene for Sydafrikas apartheidpolitik blev indarbejdet i det oprindelige beslutningsforslags tekst.

Ved 2. (sidste) behandling blev folketingsbeslutningen vedtaget med 82 stemmer (S, SF, RV og VS) mod 2 (FP); 68 (KF, V, CD og KrF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ole Løvig Simonsen (S), Christian Kelm-Hansen (S), Hans Hækkerup (S), Viggo Fischer (KF), Bjørn Elmquist (V), Søren Riishøj (SF), Inger Harms (SF), Arne Stinus (RV), Frode Nør Christensen (CD), Keld Albrechtsen (VS), Kristen Poulsgaard (FP), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Óli Breckmann (UFG) og Ole Maisted (FD)