L 99 Lov om ændring af afskrivningsloven og ligningsloven.

(Skibe).

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel (KF)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 614 af 19-12-1984
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven begrænser personligt skattepligtiges afskrivninger på skibe, der har mere end 10 ejere. For lystbåde er antallet af ejere uden betydning. Begrænsningen sker ved, at grundlaget for de skattemæssige afskrivninger – såvel forskuds- som ordinære afskrivninger – nedsættes til 55 pct. af anskaffelsessummen. Ved ændringsforslag i udvalgsbetænkningen fra et flertal (udvalget med undtagelse af FP), tiltrådt af ministeren, begrænsedes endvidere adgangen til at forskudsafskrive på driftsmidler og bygninger samt ændredes afskrivningslovens leasingregler, idet leasingaktiver, der indgår som led i en fælles udlejningsvirksomhed, er omfattet af leasingreglerne, selv om aktivet kun har én eller to ejere.

Såvel 1. som 2. og 3. behandling skete med folketingets samtykke.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 148 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF, Steenholdt (Grønl.)) mod 4 (FP og FD), medens 1 (Svend Heiselberg (V)) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Mogens Lykketoft (S), Hagen Hagensen (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Arne Bjerregaard (KrF), Jørgen Lenger (VS), Kristen Poulsgaard (FP) og Ole Maisted (FD)