L 76 Forslag til lov om ændring af lov om ferie og medhjælperloven.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Lovforslaget indebar, at medhjælperes ferieforhold ville blive reguleret af ferielovens bestemmelser i stedet for, som det nu er tilfældet, af særlige feriebestemmelser i medhjælperloven.

Om baggrunden for lovforslaget anførtes b!.a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Der kan således anføres følgende grunde til at erstatte medhjælperlovens ferieregler med de i ferieloven indeholdte feriebestemmelser:

1. Den nævnte uklarhed, som gør både arbejdstagere og arbejdsgivere usikre om fortolkningen af feriereglerne i relation til ansættelsesforholdets karakter.

2. Det forhold, at feriereglerne i medhjælperloven bestemmer, at ferie skal holdes inden udgangen af ansættelsesforholdet. Herved svækkes begge parters retssikkerhed på grund af manglende kendskab til bestemmelsen og dens konsekvenser, der enten kan berøve arbejdstageren berettiget ferie eller give anledning til tvivl hos arbejdsgiveren om ferieretten.

3. Ved skift fra arbejde under medhjælperloven til arbejde, hvor ferieloven gælder, vil arbejdstageren stå uden nogen feriepenge til at holde ferie for, når f.eks. fabrikken holder fabriksferie. Dette er med til at hæmme mobiliteten på arbejdsmarkedet.

På denne baggrund er nærværende lovforslag udarbejdet for at udrydde de mange tvivlstilfælde, som den nuværende retstilstand giver anledning til for både arbejdstagere og arbejdsgivere.«

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Jette Thomsen (KF), Jens Peter Jensen (V), Carsten Andersen (SF), Addi Andersen (CD), Lone Dybkjær (RV) og Helge Dohrmann (FP)