L 57 Forslag til lov om ændring af lov om investeringsfonds.

(Begrænsning af adgangen til forlods afskrivning på aktiver erhvervet ved overdragelse mellem en person og et selskab m.v.).

Af: Jens Thoft (SF) , Kjeld Rahbæk Møller (SF) , Ruth Olsen (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ifølge lovforslaget skal henlæggelser til investeringfonds ikke kunne benyttes til forlods afskrivning på aktiver, der er erhvervet ved overdragelse mellem en person og et selskab m.v. som nævnt i selskabsskatteloven §§ 1 og 2 eller mellem sådanne selskaber m.v. indbyrdes, hvor den ene af parterne i overdragelsen på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har en bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde.

Lovforslaget blev fremsat og kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om skattefri virksomhedsomdannelse. (Begrænsning af adgangen til at overføre ubenyttede investeringsfondshenlæggelser m.v.). (Se nærmest foranstående sag).

Ved 1. behandling fik lovforslagene tilsagn om positiv udvalgsbehandling af ordførerne for S og RV. De øvrige partiers ordførere afviste lovforslagene.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Hagen Hagensen (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Jens Thoft (SF), Aase Olesen (RV) og Pia Kjærsgaard (FP)