Efter 1. behandling henvist til et udvalg på 17 medlemmer: Svend Erik Sørensen (KF), Ikast (KF), Elisabeth Krog (KF), Steenholdt (Grønl.), Ivar Hansen (V), Fogh Rasmussen (V), Birgith Mogensen (CD), Kofod-Svendsen (KrF), Arne Jensen (S), Qvist Jørgensen (S), Søren B. Jørgensen (S), Preben Lange (S), Tove Lindbo Larsen (S), Henning Nielsen (S), Margrete Auken (SF), Jes Lunde (SF) og Lone Dybkjær (RV).
Ved loven bemyndiges ministeren for Grønland til at ophæve lov om »Nordisk Mineselskab A/S«, ligesom ministeren bemyndiges til at overdrage de af staten ejede aktier i selskabet til et aktieselskab, der etableres af staten og Grønlands hjemmestyre i fællesskab til varetagelse af kulbrinteaktiviteter i Grønland.
Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om ophævelse af lov om Arktisk Minekompagni A/S (Arctic Mining Company Ltd.) og forslag til lov om etablering af et selskab til varetagelse af kulbrinteaktiviter i Grønland, jfr. de nærmest følgende sager.
De tre nævnte lovforslag udgør en helhed, hvorved der sker en nyordning af oliekoncessionsgrundlaget for Jameson Land-området.
Om baggrunden for denne nyordning oplyste ministeren for Grønland bl.a. følgende i den skriftlige fremsættelsestale:
»Den råstofordning for Grønland, der etableredes samtidig med indførelsen af Grønlands hjemmestyre, indebærer, at der skal være enighed mellem regeringen og hjemmestyret om alle væsentlige beslutninger vedrørende råstofaktiviteter i Grønland. Efter drøftelser i det dansk-grønlandske fællesråd vedrørende mineralske råstoffer i Grønland opnåedes der i 1980 politisk enighed mellem regeringen og hjemmestyret om at søge olieefterforskningen i Grønland genoptaget. Det var herved forudsat, at der i første række skulle sigtes på olieaktiviteter i Jameson Land i Østgrønland.
Jameson Land ligger inden for det område i Østgrønland, hvor der til Nordisk Mineselskab A/S i 1952 i medfør af særlig lov herom meddeltes efterforsknings- og udvindingsrettigheder til bl.a. olie og gas for en 50-årig periode.
Nordisk Mineselskab A/S havde i en årrække i 1970erne sammen med den største aktionær i selskabet, det amerikanske olieselskab Atlantic Richfield Company (Arco), været interesseret i at iværksætte olieefterforskning i Jameson Land. Ministeriet for Grønland havde heroverfor indtaget den holdning, at Nordisk Mineselskabs 1952-koncession ikke udgjorde et tidssvarende grundlag for olieefterforskning.
På basis af den dansk-grønlandske enighed om at søge olieefterforskningen i Grønland genoptaget og erkendelsen af, at 1952-koncessionen ikke udgjorde et tidssvarende grundlag herfor, indledtes der herefter forhandlinger mellem råstofforvaltningen for Grønland, Nordisk Mineselskab A/S og Arco om indholdet af et nyt oliekoncessionsgrundlag for Jameson Land i medfør af 1978-loven om mineralske råstoffer i Grønland. Fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland har løbende fulgt udviklingen i forhandlingerne og i flere faser udstukket rammer for disses videreførelse.
Koncessionsforhandlingerne tilendebragtes i september 1984, og fællesrådet afgav i oktober 1984 en række indstillinger til ministeren for Grønland og Grønlands landsstyre, hvori indgår meddelelse af nye oliekoncessionsrettigheder i Jameson Land til et konsortium bestående af et dansk registreret datterselskab af Arco, Nordisk Mineselskabs datterselskab, Artisk Minekompagni A/S (jfr. nedenfor), samt et af staten og Grønlands hjemmestyre i fællesskab etableret selskab til varetagelse af offentlig deltagelse i olieaktiviteter i Grønland (jfr. nedenfor).
Fællesrådets indstillinger er senere tiltrådt af regeringen og af Grønlands landsstyre.«
»Der er i fællesrådets indstillinger lagt vægt på, at den dansk-grønlandske offentlige deltagelse etableres gennem oprettelse af et aktieselskab, hvori staten og Grønlands hjemmestyre indskyder hver halvdelen af aktiekapitalen. Fællesrådet har endvidere indstillet, at statens og hjemmestyrets medvirken ved etableringen af selskabet baseres på lovgivning i folketinget og i Grønlands landsting, hvorved ministeren for Grønland og Grønlands landsstyre bemyndiges til at indgå aftale om selskabets etablering og om indskud af aktiekapital m.v. Nærværende lovforslag samt et parallelt forslag til lovgivning i Grønlands landsting er således del af fællesrådets indstillinger vedrørende Jameson Land-olieaktiviteterne.
Vilkårene om offentlig deltagelse i Jameson Land-koncessionen er således, at den offentlige deltagelse i efterforskningsfasen udgør en andel på 25 pct. i det konsortium af selskaber, som er koncessionshaver. Denne offentlige deltagelse i efterforskningsaktiviteterne er økonomisk båret af de øvrige selskaber i konsortiet.
I tilfælde af, at der konstateres kommercielt udnyttelige forekomster, er der mulighed for at øge den offentlige deltagelse vedrørende disse udvindingsaktiviteter op til et nærmere fastsat maksimum. Denne maksimale andel er i koncessionen fastsat som en procent, der varierer efter en glideskala fra 25 til 50, afhængigt af produktionsniveauet. Denne offentlige deltagelse i udvindingsaktiviteterne er ikke økonomisk båret af de øvrige selskaber i konsortiet.
Dertil kommer yderligere en mulighed for en senere, supplerende offentlig deltagelse i aktiviteterne i tilfælde af, at der konstateres meget store olieforekomster i Jameson Land-området. Ved fuld anvendelse af denne mulighed vil den samlede offentlige deltagelse i eventuelle senere fund kunne øges op til maksimalt 75 pct.
Den offentlige deltagelse etableres allerede fra efterforskningens begyndelse gældende for efterforskningsfasen. Det er derfor nødvendigt, at der allerede fra efterforskningens begyndelse er etableret en organisatorisk ramme for den offentlige deltagelse.
Det er hensigten, at det fælles selskab skal udøve den dansk-grønlandske offentlige deltagelse i kulbrinteaktiviteterne, bl.a med bistand fra Dansk Olie- og Gasproduktion A/S (DOPAS). Der er således ved forhandlinger mellem råstofforvaltningen for Grønland og DOPAS opnået enighed om en serviceaftale foreløbig for 6 år mellem dette selskab og det fælles dansk-grønlandske selskab vedrørende udøvelsen af den offentlige deltagelse i kulbrinteaktiviteterne i Jameson Land. Det indgår i denne aftale, at fællesselskabets bestyrelse udpeger 1-2 repræsentanter for DOPAS som kommitterede for bestyrelsen.«
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 117 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, KrF og Steenholdt (Grønl.)) mod 8 (VS og FP).