L 31 Lov om ændring af lov om statsgaranti for lån og rentetilskud til visse landmænd. (L 31).

Af: Landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 19 af 30-01-1985
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Ifølge loven forlænges fristen for at ansøge om statsgaranti for gældssaneringslån med indtil 12 måneder, idet det er en forudsætning for forlængelsen, at tilsagn om garanti kan ydes inden for den allerede eksisterende garantiramme på 4,5 mia kr.

Det er hensigten, at ordningen ikke skal forlænges yderligere, og som led i afviklingen ophæves samtidig lovens bestemmelse om rentetilskud til gældssaneringslån og om statsgaranti for finansiering af høsttab for landmænd, der ikke opfylder betingelserne for at opnå gældssaneringslån, men som har en gældsprocent på over 45.

Om baggrunden for lovforslaget anføres i den skriftlige fremsættelse bl.a.:

»Gældssaneringslovens ansøgningsfrist udløber den 31. oktober 1984. Det forventes, at der pr. denne dato vil være indkommet ansøgninger om statsgaranti og rentetilskud fra godt 8.000 landmænd.

Da yderligere formentlig 1.500-2.000 landmænd skønnes at have behov for en økonomisk sanering, foreslås som et led i ordningens endelige afvikling den nævnte forlængelse af ansøgningsfristen.«

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 99 stemmer (S, KF, V, RV, CD og KrF) mod 21 (SF, FP og VS).
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Carl Martin Christensen (KF), Svend Heiselberg (V), Steen Gade (SF), Sonja Albrink (CD), Hans Larsen-Ledet (RV), Arne Bjerregaard (KrF) og Ove Jensen (FP)