L 236 Forslag til lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget.

Af: Landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V)
Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Rådet for De europæiske Fællesskaber har den 12. marts 1985 vedtaget en ny forordning, Rådets forordning (EØF) nr. 797/85 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet.

Medlemsstaterne har efter forordningen 6 måneder til at gennemføre dens obligatoriske bestemmelser. Hovedformålet med lovforslaget er at tilvejebringe hjemmel for landbrugsministeren til at gennemføre en række af foranstaltningerne i forordningen. Herudover er formålet at fastsætte de hovedbestemmelser, der er nødvendige for forordningens anvendelse i Danmark.

Som følge af den med RFO 797/85 foretagne gennemgribende revision foreslås en ny lov til afløsning af den gældende moderniseringslov i stedet for at foretage ændringer i denne.

På grund af den sene fremsættelse af lovforslaget kom dette ikke til 1. behandling inden den 5. juni. Forslaget vil blive fremsat på ny i efteråret 1985.