L 227 Lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

(Omberegning af tilskudsnedsættelse for 1985, tilskudsnedsættelse for 1986).

Af: Indenrigsminister Britta Schall Holberg (V)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 253 af 06-06-1985
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Ved loven søger regeringen af fastsætte de generelle tilskud til kommuner og amtskommuner i 1986 til en sådan størrelse, at kommunerne henholdsvis amtskommunerne under ét kan holde uændret aktivitet ved uændret skat. Herudover indeholder loven bestemmelser om, hvordan tilskudsnedsættelserne for såvel 1985 som 1986 skal fordeles mellem kommuner henholdsvis amtskommuner. Endelig ydes et særtilskud til Københavns kommune på nærmere angivne vilkår.

Indenrigsministeren oplyser i sin fremsættelsestale, at baggrunden for den foreslåede tilskudsnedsættelse for 1986 er, at de kommunale indtægter med uændrede skattesatser set under ét vil vokse hurtigere end nødvendigt for at dække udgifterne ved uændret aktivitetsniveau. Med skønnede kommunale pris- og lønstigninger på 2 pct. og en stigning i udskrivningsgrundlaget på ca. 4,5 pct. fra 1985 til 1986 kan det konjunkturskabte overskud i 1986 vurderes til 3 mia kr., og da regeringen lægger megen vægt på, at den positive udvikling i den kommunale økonomi ikke giver sig udslag i en forøget efterspørgsel, foreslås de generelle tilskud efter forhandling med de kommunale parter reduceret med 3 mia kr. i 1986. Såfremt forudsætningerne om bl.a. indkomstudviklingen og pris- og lønudviklingen skulle ændres, vil tilskudsnedsættelsens størrelse også blive ændret.

Om tilskudsnedsættelsen i 1986 oplyser ministeren, at den det første år vil blive fordelt efter den befolkningskorrigede vækst i beskatningsgrundlaget i den enkelte kommune og amtskommune. Også omberegningen af tilskudsnedsættelsen i indeværende år på i alt 4,5 mia kr. baseres på den befolkningskorrigerede vækst i beskatningsgrundlaget.

Da såvel tilskudnedsættelsernes størrelse som fordeling er baseret på skøn, vil der endvidere blive foretaget en efterregulering, når den faktiske udvikling i beskatningsgrundlaget og i priser og lønninger er kendt.

Om støtten til Københavns kommune oplyser ministeren, at der ydes en samlet bistand på 300 mill. kr. om året i perioden 1986-90 samt et lån på 500 mill. kr. i 1986. Bistanden ydes i form af et særtilskud på 250 mill. kr. og forskellige lovændringer, der indbringer København 50 mill. kr. pr. år. Særtilskuddet ydes på nærmere fastsatte vilkår.

Loven skal ses i sammenhæng med lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner. (Ændring af tilskud for 1985), som er omtalt under A. I. nr. 42.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 76 stemmer (KF, V, RV, CD, KrF, FP og FD) mod 64 (S, SF og VS).
Partiernes ordførere
Henning Rasmussen (S), Karen Højte Jensen (KF), Thor Pedersen (V), Asbjørn Agerschou (SF), Ole Vig Jensen (RV), Jens Kristian Steffensen (KrF), Jørgen Lenger (VS) og Kristen Poulsgaard (FP)