Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Ved loven gennemføres en fornyelse og forlængelse af alle overenskomster, der udløber før 1. april 1986, efter følgende hovedpunkter:
1. På det private arbejdsmarked fastsættes generelle lønrammer på 2 pct. i det første år og 1½ pct. i det andet år, inden for hvilke der kan aftales ændringer.
2. For det offentlige arbejdsmarked fastsættes inden for en 3 pct.s ramme procentvise forhøjelser af de ansattes løn med 1,75 pct. det første år og 1,25 pct. det andet år samt en ramme på 0,5 pct. til forhandlinger om ændringer af speciel karakter.
3. Den ugentlige arbejdstid nedsættes 3 måneder før de forlængede og fornyede overenskomster udløber med 1 time og med fuld lønkompensation.
Loven indeholder desuden bestemmelse om, at der på overenskomstområder, hvor der var udbrudt konflikt, genindtrådte fredspligt ved lovens ikrafttræden, og de arbejdsstandsninger, der var iværksat som følge af uoverensstemmelserne mellem parterne, skulle ophøre.
På de øvrige overenskomst- og aftaleområder forlængedes også den til overenskomstforholdet knyttede fredspligt for den periode, hvormed overenskomsterne blev forlænget.
Loven fastsætter også, at fortrædigelser i anledning af udbrudte konflikter ikke må finde sted.
Endelig bestemmes, at spørgsmål om overtrædelse og fortolkning af de ved loven fornyede og forlængede overenskomster og aftaler m.v. afgøres efter de sædvanlige fagretlige regler for det pågældende område.
Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med en række andre lovforslag som resultat af en mellem regeringen og det radikale venstre indgået aftale om overenskomstløsningen 1985-87. Det drejede sig om følgende lovforslag: forslag til lov om tilskud til arbejdsgivernes betaling af arbejdsmarkedsbidrag, jfr. nærmest følgende sag, forslag til lov om forlængelse af overenskomster m.v. inden for den offentlige sygesikring, jfr. A. I. nr. 45, forslag til lov om bunden opsparing, jfr. A. I. nr. 112, forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven (Ændring af beskatningsprocenter m.v.), jfr. A. I. nr. 113, forslag til lov om begrænsninger i stigninger i avancer og priser, jfr. A. I. nr. 61, forslag til lov om begrænsning af tantieme og vederlag m.v., jfr. A. I. nr. 62, og forslag til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter (Ændrede regler om ejerskiftelån samt lån til om- og tilbygninger m.v.), jfr. A. I. nr. 14.
Det kan oplyses, at førnævnte aftale om overenskomstløsningen er medtaget som bilag til betænkningen over nærværende lovforslag.
Om baggrunden for lovforslaget oplyste arbejdsministeren følgende i den skriftlige fremsættelsestale:
»Lovforslaget tager sigte på dels at standse den igangværende storkonflikt på arbejdsmarkedet gennem en fornyelse af de kollektive overenskomster, dels på på de øvrige ikke konfliktramte områder at forlænge overenskomsterne for en 2-årig periode.
Baggrunden for forslaget er, at regeringen ikke finder at kunne tage ansvaret for de uoverskuelige følger, som den igangværende konflikt kan få for samfundet, hvortil kommer, at forhandlingerne på øvrige områder, herunder den offentlige sektor, hidtil har været resultatløse.
Af hensyn til landets økonomiske situation har regeringen derfor fundet det nødvendigt med en samlet løsning for hele arbejdsmarkedet.
Regeringens hidtidige politik har medført en stærk fremgang i investeringer, produktion og beskæftigelse, og for at bevare tilliden til den økonomiske politik er det efter regeringens opfattelse nødvendigt med en meget stram indkomst- og omkostningspolitik.
Dette forudsætter, at lønudviklingen i Danmark ligger betydeligt under lønudviklingen i de lande, vi skal konkurrere med.
Det er samtidig regeringens opfattelse, at der skal sikres en ligelig lønudvikling til alle lønmodtagergrupper og en nedsættelse af arbejdstiden med fuld lønkompensation.«
»Jeg skal i øvrigt ikke komme nærmere ind på baggrunden for lovforslaget, men herom henvise til den af statsministeren i dag afgivne redegørelse, hvoraf sammenhængen med de andre i dag fremsatte lovforslag fremgår.«
For så vidt angår den omtalte redegørelse afgivet af statsministeren i anledning af overenskomstløsningen m.v. henvises til den udtalelse af særlig karakter, som er refereret side 58 ff.
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 85 stemmer (KF, V, RV, CD, KrF, Breckmann (Fær.), Steenholdt (Grønl.) og FD) mod 80 (S, SF, VS og FP).