Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Med ændringen af udlændingeloven indsættes en ny bestemmelse, hvorefter justitsministeren har mulighed for i ganske særlige tilfælde at give opholdstilladelse til personer, som af flygtningenævnet har fået afslag på opholdstilladelse efter reglerne om flygtninge.
Endvidere gives der mulighed for, at flygtningenævnet kan opdeles i et antal afdelinger.
Endelig indsættes der en ny bestemmelse, hvorefter afgørelsen i sager, der indbringes for flygtningenævnet, og hvor klagen må anses for at være åbenbart grundløs, kan træffes af formanden eller en næstformand og et af de af Dansk Flygtningehjælp udpegede medlemmer og et af de medlemmer, der er udpeget af ministerierne.
Lovforslaget indeholdt oprindelig alene forslag om bestemmelsen, der giver justitsministeren adgang til i ganske særlige tilfælde at give opholdstilladelse til personer, der har fået afslag på asylansøgning, samt en bestemmelse om, at de åbenbart grundløse sager kunne afgøres af formanden for flygtningenævnet og et af de af Dansk Flygtningehjælp udpegede medlemmer.
Ved ændringsforslag til 2. behandling indføjedes bestemmelsen, der giver mulighed for, at flygtningenævnet kan opdeles i flere afdelinger.
Loven skal ses i sammenhæng med forslag til lov om ændring af udlændingeloven, fremsat af Hagen Hagensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Birgith Mogensen (CD) og Kofod-Svendsen (KrF), se A. II., nr. 53.
Efter at begge lovforslag ved 2. behandling var blevet henvist til fornyet udvalgsbehandling, opnåedes der enighed om behandlingen af åbenbart grundløse sager. Et enigt udvalg stillede ændringsforslag til 3. behandling, hvorved loven fik sin endelige udformning.
Lovforslaget vedtoges med 142 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 3 (FP og FD).