L 194 Lov om forbud mod nye danske investeringer m.v. i Sydafrika og Namibia.

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 243 af 06-06-1985
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Ved loven indføres forbud mod enhver form for nye investeringer i Sydafrika og Namibia.

Forbuddet omfatter dog ikke investeringer, der foretages med henblik på videreførelse af tidligere gennemførte investeringer i erhvervsvirksomheder i de pågældende områder, hvis investeringen foretages for at opretholde en erhvervsmæssig forsvarlig drift af virksomheden.

Som baggrund for lovforslagets fremsættelse henvises der såvel i den skriftlige fremsættelse som i lovforslagets ledsagende bemærkninger til vedtagelse af et i folketingsåret 1983-84, 2. samling, fremsat og behandlet forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af sanktionspolitikken over for Sydafrika [af Riishøj (SF) m.fl.], se Folketingsårbog 1983-84, side 445.

Punkt d i denne folketingsbeslutning har følgende ordlyd:

»d. Det pålægges regeringen – om nødvendigt ved lov – at standse enhver form for danske nyinvesteringer i Sydafrika. Det pålægges desuden regeringen i nordisk sammenhæng at rejse spørgsmålet om forbud mod salg af licenser til Sydafrika og arbejde aktivt for, at et sådant forbud kan vedtages.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af en række af S, SF og RV stillede ændringsforslag, hvilket bl.a. medførte, at også Namibia blev omfattet af loven.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 74 stemmer (S, SF, RV og VS) mod 2 (FP); 61 (KF, V, CD og KrF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Christian Kelm-Hansen (S), Arne Lund (KF), Svend Heiselberg (V), Søren Riishøj (SF), Arne Stinus (RV), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Kristen Poulsgaard (FP) og Ole Maisted (FD)