L 178 Lov om ændring af lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v.

Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 201 af 22-05-1985
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Ved loven præciseres den pligt, en bevillingshaver har i henhold til gældende lovs § 29, stk. 4, til at drage omsorg for, at der ud over stærke drikke er mulighed for at få serveret andre drikke. Efter lovændringen skal der således være mulighed for servering af lyst øl, alkoholfrit øl og kaffe.

Som baggrund for lovforslaget er det i de ledsagende bemærkninger anført, at uanset bestemmelsen i den gældende lovs § 29, stk. 4, er det ganske almindeligt, »at man på restauranter er ude af stand til at få lyst øl eller kaffe, for slet ikke at tale om alkoholfrie øl«.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 119 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD og KrF) mod 9 (VS, FP og FD).
Partiernes ordførere
Jens Peter Lerke (S), Jette Thomsen (KF), Jens Peter Jensen (V), Alice Faber (SF), Aase Olesen (RV), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Helge Dohrmann (FP)