L 155 Forslag til lov om indskrivningsgebyr ved visse former for undervisning.

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 1984-85
Status: Tilbagetaget
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Ifølge dette lovforslag skulle der indføres hjemmel til at opkræve et indskrivningsgebyr af deltagere over 18 år i offentlig vederlagsfri deltidsundervisning. Samtidig skulle der indføres en bemyndigelse for undervisningsministeren til at opkræve et indskrivningsgebyr af personer over 18 år, der deltager i fuldtidsundervisning tilrettelagt som særlig kursusvirksomhed. Indskrivningsgebyrets størrelse skulle fastsættes af undervisningsministeren.

Hensigten med lovforslaget var ifølge den skriftlige fremsættelse at bidrage til at holde de offentlige udgifter konstante og at frigøre midler til øget aktivitet, bl.a. på de områder, der ville blive berørt af lovforslaget.

Ved 1. behandling fik lovforslaget tilslutning fra regeringspartiernes ordførere, mens ordførerne fra S, SF og VS afviste det. Ole Vig Jensen (RV) kunne heller ikke umiddelbart støtte lovforslaget i den udformning, lovforslaget havde, men var villig til at drøfte det nærmere i forbindelse med udvalgsarbejdet.

Lovforslaget blev taget tilbage den 23. april 1985 (F. sp. 9078).
Partiernes ordførere
Jytte Andersen (S), Knud Erik Kirkegaard (KF), Bente Mousten Nielsen Hansen (V), Alice Faber (SF), Ole Vig Jensen (RV), Bente Juncker (CD) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)