L 139 Lov om ændring af lov om Danmarks erhvervsfond og af lov om internationalt udviklingssamarbejde.

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 182 af 08-05-1985
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Ved loven overføres den særlige eksportkreditgarantiordning, der hidtil har været hjemlet i § 7 i lov om internationalt udviklingssamarbejde, til lov om Danmarks erhvervsfond med henblik på, at eksportkreditrådet overtager administrationen af ordningen, der hidtil er administreret af industriministeriet i samarbejde med udenrigsministeriet.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte industriministeren i fremsættelsestalen bl.a.:

»Regeringen nedsatte i juni 1983 et udvalg (Nyboe Andersen-udvalget) til at gennemgå de forskellige statslige støtteordninger til private kapitaloverførsler til udviklingslandene. Nyboe Andersen-udvalget afgav i juni 1984 betænkning (nr. 1006, 1984). I betænkningen anbefales det både af hensyn til udviklingslandenes fortsatte adgang til import af udviklingsrelevante leverancer og af hensyn til dansk erhvervslivs konkurrenceevne, at adgangen til eksportkredit på lidt lempeligere vilkår end de sædvanlige opretholdes.

Endvidere anbefales det, at eksportkreditrådet, der i forvejen administrerer den almindelige eksportkreditordning, med dets brede repræsentation fra såvel erhvervslivets organisationer som fra den offentlige administration, får tillagt kompetencen på området. Eksportkreditrådet, hvis sekretariat hidtil har foretaget sagsbehandlingen for industriministeriet, har erklæret sig indforstået med at overtage administrationen af ordningen.

Eksportkreditrådet vil efter lovforslagets gennemførelse administrere to garantiordninger, dels den almindelige eksportkreditordning med en garantiramme på 50 mia kr., dels den særlige garantiordning for udviklingslande med en garantiramme på 30 mia kr.

I forbindelse med overførslen af garantiramme på 30 mia kr. til Danmarks erhvervsfond vil der ske en tilpasning af administrationen med henblik på en smidiggørelse af den særlige garantiordning. Industriministeren fastsætter efter forhandling med eksportkreditrådet de nærmere bestemmelser for ydelse af de i loven omhandlede garantier og kautioner. Ved overførslen vil Nyboe Andersen-udvalgets øvrige anbefalinger til ordningens administration i vidt omfang blive tilgodeset.«

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 118 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF og Steenholdt (Grønl.)) mod 3 (FP).
Partiernes ordførere
Christian Kelm-Hansen (S), Flemming Hansen (KF), Svend Heiselberg (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Arne Stinus (RV) og Keld Albrechtsen (VS)