L 129 Sønæringslov.

Af: Industriminister Ib Stetter (KF)
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 240 af 06-06-1985
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Ved loven indføres bestemmelser om vilkår for udmønstring som skibsassistent, hvorved forstås en person, der er kvalificeret til at arbejde på såvel dækket som i maskinen.

Endvidere indføres bestemmelser om, at der fra medio 1986 kræves erhvervsfagligt afslutningskursus for at kunne udmønstre i nordeuropæisk havn som befaren matros, motormand eller skibsassistent.

Endelig afskaffes sønæringsbevis som skibsfører af 2. grad under hensyn til afskaffelsen af styrmandseksamen, ligesom sønæringsbevis som fiskeskipper af 2. grad afskaffes under hensyn til afskaffelsen af fiskeskippereksamen af 2. grad.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om skibes besætning, se nærmest foranstående sag, forslag til lov om ændring af lov om søfartsuddannelse og forslag til lov om ændring af sømandsloven, se nærmest følgende sager.

Om baggrunden for disse 4 lovforslags fremsættelse henvises til omtalen under nærmest foranstående sag.

De med nærværende lovforslag foreslåede ændringer er ifølge bemærkninger til lovforslaget begrundet i de nævnte forslag til lov om skibes besætning og forslag til lov om ændring af lov om søfartsuddannelse og i ønsket om en forbedret og mere hensigtsmæssigt tilrettelagt navigatøruddannelse.

I udvalgets betænkning blev der stillet en række ændringsforslag af SF og 2 af redaktionel karakter af indenrigsministeren. Lovforslaget fik sin endelige udformning ved vedtagelse af de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 95 stemmer (KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF og FP) imod 46 (S).
Partiernes ordførere
Arne Jensen (S), Arne Lund (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), René Brusvang (CD), Aase Olesen (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Helge Dohrmann (FP)