L 125 Lov om ændring af borgerlig straffelov og lov om visse forholdsregler i henhold til De Forenede Nationers pagt.

Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 228 af 06-06-1985
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven indebærer en forhøjelse af strafferammen fra 3 til 4 år for overtrædelse af bestemmelser eller forbud givet til gennemførelse af statens forpligtelser som medlem af De Forenede Nationer. Endvidere gives der hjemmel til i anordningen om visse forholdsregler mod Sydafrika at indsætte en bestemmelse om obligatorisk konfiskation.

Om baggrunden for fremsættelsen af lovforslaget siges det i de ledsagende bemærkninger bl.a.:

»Straffelovens § 110 c, jfr. lov nr. 156 af 10. maj 1967, har kun været i anvendelse én gang, nemlig i den såkaldte Trigon-sag.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at domme for våbensmugleri set i forhold til andre straffelovsovertrædelser bør være udtryk for en sådan strenghed, at respekten for beslutninger i FNs sikkerhedsråd ikke undergraves og ikke medvirker til i udlandet at skabe tvivl om Danmarks vilje til at gøre det klart for »dødens købmænd«, at det ikke skal kunne betale sig at overtræde FNs våbenembargo, men at der tværtimod er tale om en overordentlig alvorlig forbrydelse set i forhold til mange andre straffelovsovertrædelser.

På denne baggrund foreslås derfor en væsentlig forhøjelse af strafferammen i § 110 c i borgerlig straffelov.«

I lovforslaget var foreslået en forhøjelse af strafferammen til 6 år. Dette ændredes ved vedtagelse af ændringsforslag stillet af S og SF. Hjemmelen til at indsætte en obligatorisk konfiskationsbestemmelse blev ligeledes indføjet i loven ved vedtagelse af ændringsforslag stillet af S og SF.

Lovforslaget vedtoges med 70 stemmer (S, SF, RV og VS) mod 4 (FP og FD); 55 (KF, V, CD og KrF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Hans Hækkerup (S), Annelise Gotfredsen (KF), Bjørn Elmquist (V), Leif Hermann (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF), Jørgen Lenger (VS) og Kristen Poulsgaard (FP)