L 116 Lov om ændring af lov om tilskud til Grønlands hjemmestyre og de grønlandske kommuner.

Af: Minister for Grønland Tom Høyem ()
Samling: 1984-85
Status: Stadfæstet
Lov nr. 45 af 20-02-1985
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ophævelse af lov om »Nordisk Mineselskab A/S« m.v., jfr. A.I. nr. 30.

Loven har følgende udformning:

§ 1

I lov nr. 510 af 21. december 1979 om tilskud til Grønlands hjemmestyre og de grønlandske kommuner, som ændret senest ved lov nr. 90 af 14. marts 1984, affattes § 1 således:

§ 1. Staten yder i årene 1985, 1986 og 1987 følgende tilskud til Grønlands hjemmestyre, jfr. dog stk. 2 og § 2:

I 1985 ydes 894,9 mill. kr.

I 1986 ydes 896,5 mill. kr.

I 1987 ydes 898,2 mill. kr.

Stk. 2. For 1986 og 1987 reguleres beløbet efter stk. 1 med samme faktor, som bevillingerne til ministeriet for Grønlands nettodriftsudgifter ekskl. forrentning og afskrivning bliver reguleret med på finansloven for 1986 på grund af pris- og lønstigninger. For 1987 reguleres beløbet herudover med den tilsvarende faktor for finansloven for 1987.«

§2

Loven har virkning fra og med kalenderåret 1985.

Om baggrunden for lovforslaget oplystes følgende i den skriftlige fremsættelsestale:

»Ifølge bestemmelsen i § 5 i lov nr. 577 af 29. november 1978 kan rigsmyndighederne efter forhandling med hjemmestyret ved lov bemyndige hjemmestyret til at overtage den regelfastsættende myndighed for samt administrationen af et sagsområde eller en del af et sagsområde, der er nævnt i bilaget til loven. Tilskud til således overtagne sagsområder fastsættes ved lov.

Ved lov nr. 90 af 14. marts 1984 om ændring af lov om tilskud til Grønlands hjemmestyre og de grønlandske kommuner blev der fastsat regler om ydelse af statstilskud til hjemmestyret i 1984 og 1985 til de sagsområder, som er overtaget af hjemmestyret efter bestemmelsen i hjemmestyrelovens § 5.

Ved lov nr. 134 om støtte til erhverv i Grønland, lov nr. 135 for Grønland om produktion og salg af grønlandske produkter og lov nr. 136 om ændring af lov om Den kgl. grønlandske Handel, alle af 28. marts 1984, er der blevet skabt grundlag for, at erhvervsstøtten og KGHs produktions- og salgsvirksomhed overtages af Grønlands hjemmestyre fra 1. januar 1985 efter hjemmestyrelovens § 5.

Det foreliggende lovforslag indeholder regler om ydelse af statstilskud til Grønlands hjemmestyre i årene 1985-87 til varetagelse af sagsområderne erhvervsstøtten og KGHs produktions- og salgsvirksomhed.

I overensstemmelse med betænkningen fra kommissionen om hjemmestyre i Grønland foreslås endvidere overført en række mindre tilskud, der hidtil har været ydet til erhvervsformål.

Den nuværende tilskudsperiode omfatter årene 1983-85. Jeg har imidlertid aftalt med hjemmestyret, at der nu fastsættes bloktilskud for perioden 1985-87. Som følge af den forventede udvikling i de objektive faktorer på de sagsområder, der tidligere er overtaget af hjemmestyret, foreslås en forhøjelse af tilskuddet med 9,5 mill. kr.

Jeg kan oplyse, at lovforslaget er blevet tiltrådt af Grønlands landsting på dets efterårssamling 1984.

Man har dog fra landstingets side taget forbehold over for bortfald af det såkaldte driftskapitaltilskud ved udgangen af 1987 og gjort opmærksom på, at man ønsker dette spørgsmål taget op igen, når der skal forhandles om tilskuddet i den følgende treårsperiode.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 129 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 3 (FP).
Partiernes ordførere
Poul Qvist Jørgensen (S), Karen Thurøe Hansen (KF), Povl Brøndsted (V), Lilli Gyldenkilde (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Birgith Mogensen (CD), Keld Albrechtsen (VS) og Helge Dohrmann (FP)