F 5 Hvilke oplysninger kan regeringen give om dansk atomvåbenpolitik set i relation til samarbejdet i enhedskommandoen (Baltap) og i relation til de indgåede forstærkningsaftaler, herunder de parlamentariske procedurer for tilkaldelse af såvel forstærkninger som atomvåben?

Af: Jens Thoft (SF) og Keld Albrechtsen (VS)
Til: Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V)
Samling: 1984-85
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Thoft (SF)) havde begrundet forespørgslen, afgav udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og udenrigsministeren - følgende ordførere for partierne: Lasse Budtz (S), Ole Bernt Henriksen (KF), Bjørn Elmquist (V), Gert Petersen (SF), Stinus (RV), Nør Christensen (CD), Arentoft (FP), Albrechtsen (VS), Kofod-Svendsen (KrF) og Maisted (FD). Uden for ordførernes kreds talte Pelle Voigt (SF).

Under forhandlingerne fremsatte Thoft (SF) sammen med Albrechtsen (VS) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1396):

»Folketinget udtaler, at Danmark skal forblive atomvåbenfrit i freds-, krise- og krigstid, og at regeringen skal forstærke arbejdet for at få gjort Norden til en atomvåbenfri zone,

og går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Maisted (FD) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1411):

»Idet folketinget bekræfter Danmarks medlemskab af NATO med alle dets forpligtelser samt freds- og sikkerhedsgarantier, udtaler folketinget,

at regeringen i en krigs- og krisesituation kan modtage forstærkninger og afgive styrker til NATO, når dette sker efter anmodning fra NATO-rådet,

hvorefter folketinget går over til næste sag på dagsordenen.«

Det af Thoft (SF) og Albrechtsen (VS) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 28 (SF, RV og VS) stemte for, 68 (KF, V, CD, FP, KrF og FD) imod; 47 (S) stemte hverken for eller imod.

Det af Maisted (FD) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 4 (FP og FD) stemte for, 138 (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) imod.
Partiernes ordførere
Lasse Budtz (S), Ole Bernt Henriksen (KF), Bjørn Elmquist (V), Jens Thoft (SF), Gert Petersen (SF), Arne Stinus (RV), Frode Nør Christensen (CD), Keld Albrechtsen (VS), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), John Arentoft (FP) og Ole Maisted (FD)