F 22 Hvilke oplysninger kan statsministeren give i anledning af, at forsvarsministeren under mødet den 26. og 27. marts 1985 mellem NATOs forsvarsministre ikke sikrede sig, at Danmarks holdning til SDI (»stjernekrigsforsvar«) kom til udtryk i communiqueet, således som den blev fastlagt af folketinget med den vedtagne dagsorden af 26. marts 1985?

Til: Statsminister Poul Schlüter (KF)
Samling: 1984-85
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Lasse Budtz (S)) havde begrundet forespørgslen, afgav statsministeren (Poul Schlüter) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne, statsministeren, udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen) og forsvarsministeren (Hans Engell) - følgende ordførere for partierne: Eva Møller (KF), Ivar Hansen (V), Gert Petersen (SF), Stinus (RV), Nør Christensen (CD), Albrechtsen (VS), Kofod-Svendsen (KrF), Ove Jensen (FP) og Maisted (FD). Uden for ordførernes kreds talte: Anker Jørgersen (S) og Thoft (SF).

Under forhandlingerne fremsatte Lasse Budtz (S) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 9956):

»Idet folketinget konstaterer,

at Danmark er imod placering af våben i det ydre rum og udforskning og udvikling af dem,

at Danmark er tilhænger af bevarelsen og overholdelsen af ABM-traktaten, og

at Danmark støtter en ny traktat mellem Øst og Vest, der hindrer en militarisering af rummet,

pålægges det regeringen at arbejde aktivt for disse synspunkter i NATO og i alle andre relevante internationale organisationer.

Folketinget går derefter over til næste sag på dagsordenen.«

Gert Petersen (SF) fremsatte sammen med Albrechtsen (VS) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 9971):

»Idet folketinget konstaterer,

at Danmark er imod placering af våben i det ydre rum og udforskning og udvikling af dem,

at Danmark er tilhænger af bevarelsen og overholdelsen af ABM-traktaten, og

at Danmark støtter en ny traktat mellem Øst og Vest, der hindrer en militarisering af rummet,

pålægges det regeringen at arbejde aktivt for disse synspunkter i alle relevante internationale organisationer, herunder at meddele NATO indholdet i disse synspunkter, samt tage de deraf følgende nødvendige forbehold i NATO-sammenhænge.

Folketinget går derefter over til næste sag på dagsordenen.«

Det af Lasse Budtz (S) stillede dagsordensforslag vedtoges med 64 stemmer (S, SF, RV og VS) mod 4 (FP og FD); 50 (KF, V, CD og KrF) stemte hverken for eller imod.

Hermed var det af Gert Petersen (SF) og Albrechtsen (VS) stillede dagsordensforslag bortfaldet.
Partiernes ordførere
Lasse Budtz (S), Eva Bente Møller (KF), Ivar Hansen (V), Gert Petersen (SF), Arne Stinus (RV), Frode Nør Christensen (CD), Keld Albrechtsen (VS), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Ove Jensen (FP) og Ole Maisted (FD)