B 91 Forslag til folketingsbeslutning om en lovgivning vedrørende produktansvar.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til justitsministeren om i begyndelsen af folketingsåret 1985-86 – bl.a. med udgangspunkt i Europarådets konvention nr. 91 om produktansvar – at fremsætte forslag til lov om produktansvar.

Lovforslaget skulle gennem et erstatningsansvar over for forbrugerne dels have til formål at forebygge markedsføring og salg af produkter, varer og tjenesteydelser, som er farlige og ikke lever op til de krav af kvalitets-, sundheds- eller sikkerhedsmæssig karakter, der normalt kan stilles til et produkt, en vare eller en tjenesteydelse af den pågældende art og karakter, eller som ikke er tilstrækkeligt undersøgt og på længere sigt kan forårsage død, personskade eller skade på ting, og dels have til formål at sikre forbrugerne rimelig erstatning, når produkter, varer eller tjenesteydelser forvolder skade.

Forslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om en lovgivning vedrørende produktsikkerhed, se B. II. nr. 50.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Flemming Hansen (KF), Helge Sander (V), Alice Faber (SF), René Brusvang (CD), Aase Olesen (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Helge Dohrmann (FP)