B 88 Forslag til folketingsbeslutning om strafafsoneres krav på fællesskab under indsættelse i anstalter og arresthuse.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter forslaget til folketingsbeslutning skulle folketinget opfordre regeringen til at fremsætte lovforslag, der sikrer de indsattes ret til fællesskab, samt administrativt at afskaffe muligheden for anvendelse af isolation som sanktions- og pressionsmiddel over for strafafsonere.

Beslutningsforslaget blev fremsat sammen med forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af kriminaliteten, nedsættelse og systematisering af strafferammerne. aftrapning af frihedsstraffen og udvidet anvendelse af alternative sanktioner (se B. II. nr. 64) og de herunder omtalte beslutningsforslag og lovforslag, hvorfor der med hensyn til forslagets baggrund m.v. kan henvises til omtalen heraf.

Forslaget til folketingsbeslutning kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om sikring af uhindret kommunikation mellem folketingets medlemmer og de indsatte i anstalter og arresthuse (se B. II. nr. 75) og de i forbindelse med omtalen af dette forslags 1. behandling nævnte øvrige beslutningsforslag.

Med hensyn til nærværende beslutningsforslag syntes der ikke umiddelbart at kunne konstateres noget flertal for en gennemførelse heraf.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Torben Lund (S), Svend Åge Petersen (KF), Helge Sander (V), Ebba Strange (SF), Birgith Mogensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF), Jørgen Lenger (VS) og Kristen Poulsgaard (FP)