B 77 Forslag til folketingsbeslutning om strafafsoning for overtrædelse af den grønlandske kriminallov.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter forslaget til folketingsbeslutning skulle folketinget opfordre regeringen til at optage forhandlinger med det grønlandske hjemmestyre med henblik på hjemmestyrets overtagelse af ansvaret for afsoningen af straffe idømt efter den grønlandske kriminallov. Indtil en sådan overtagelse finder sted, skulle regeringen opfordres til at forbedre forholdene for grønlandske strafafsonere i Danmark efter nærmere angivne retningslinjer.

Beslutningsforslaget blev fremsat sammen med forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af kriminaliteten, nedsættelse og systematisering af strafferammerne, aftrapning af frihedsstraffen og udvidet anvendelse af alternative sanktioner (se B. Il. nr. 64) og de herunder omtalte beslutningsforslag og lovforslag, hvorfor der med hensyn til forslagets baggrund m.v. kan henvises til omtalen heraf.

Endvidere kom forslaget til folketingsbeslutning til 1. behandling sammen med det ovenfor nævnte beslutningsforslag og de i forbindelse med omtalen af dette forslags 1. behandling nævnte øvrige beslutningsforslag og lovforslag. Der kan således som udgangspunkt henvises til denne omtale. Specielt med hensyn til nærværende forslag konstateredes der tilsyneladende et stort flertal for at løse de særlige problemer for grønlandske strafafsonere.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning, men afgav dog en beretning.

I beretningen gentog et enigt udvalg opfordringen til regeringen om at optage forhandlinger med det grønlandske hjemmestyre med henblik på hjemmestyrets overtagelse af ansvaret for afsoningen af straffe idømt efter den grønlandske kriminallov. Indtil en sådan overtagelse finder sted, opfordredes regeringen til at forbedre forholdene for grønlandske strafafsonere i Danmarks, således

– at kontakten til pårørende i Grønland forbedres gennem øgede muligheder for hjemrejse, pårørendes besøg i Danmark og hyppigere telefonisk kontakt,

– at antallet af relevante udgangsadresser i Danmark øges,

– at grønlænderne tilbydes grønlandsk mad så hyppigt som praktisk muligt,

– at regelsamlinger og forsorgsforskrifter af relevans for fængselsopholdet oversættes til grønlandsk,

– at der kan tilkaldes grønlandsksprogede kriminalforsorgsmedarbejdere eller tolke, når sådanne ikke i forvejen er til stede i anstalten, samt

at grønlændernes mulighed for indbyrdes fællesskab forbedres.
Partiernes ordførere
Torben Lund (S), Annelise Gotfredsen (KF), Thor Pedersen (V), Ebba Strange (SF), Birgith Mogensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF), Jørgen Lenger (VS) og Kristen Poulsgaard (FP)