Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter forslaget til folketingsbeslutning skulle folketinget opfordre regeringen til at iværksætte en kriminalpolitisk indsats ud fra følgende retningslinjer:

1. Kriminalitetsbekæmpelsen skal ske gennem en socialt og kulturelt orienteret indsats over for børn og unge samt miljøer, kvarterer, institutioner og personer, der i særlig grad må forventes at tilhøre en risikogruppe.

2. Strafferammerne i straffelovgivningen og særlovgivingen nedsættes og systematiseres, så der sondres mellem tre grupper af loyovertrædelser:

a) ikke-professionel kriminalitet uden voldsanvendelse,

b) de traditionelle kvalificerede forbrydelser samt miljøforurening og våbensmugleri,

c) organiseret, professionel kriminalitet, hvor gerningsmanden må anses at udgøre fare for andres liv, legeme, helbred og frihed.

3. Frihedsstraffen aftrappes og erstattes med alternative sanktioner primært over for socialt og kulturelt betinget kriminalitet uden voldsanvendelse, sekundært over for socialt og kulturelt betinget kriminalitet i almindelighed.

Målsætningen er at aftrappe anvendelse af frihedsstraf, indtil den kun anvendes over for personer, der anses at udgøre fare for andres liv, legeme, helbred og frihed.

Alternative sanktioner introduceres successivt, dels som forsøg, dels som permanente sanktioner.

I takt med øget anvendelse af alternative sanktioner nedlægges tilsvarende fængselskapacitet.

4. De fornødne udgifter afholdes inden for kriminalforsorgens budget, således at der – i takt med indførelsen af alternative sanktioner – overføres midler fra anstalter og arresthuse til kriminalforsorgen i frihed.

Der overføres endvidere midler fra anstalter og arresthuse til brug for lokale kriminalitetsforebyggende projekter i kommunal regie, herunder selvorganiserede, foreningsorganiserede og beboerorganiserede projekter på lokalt plan.

Beslutningsforslaget blev fremsat sammen med forslag til folketingsbeslutning om en straffuldbyrdelseslov, forslag til folketingsbeslutning om nedbringelse af ventetiderne til anstalter og arresthuse, forslag til folketingsbeslutning om kriminalforsorgens personaleforhold, forslag til folketingsbeslutning om strafafsoning for overtrædelse af den grønlandske kriminallov, forslag til folketingsbeslutning om et uafhængigt organ med kompetence til at træffe afgørelser i spørgsmål om straffuldbyrdelse, forslag til folketingsbeslutning om uafhængige tilsyn med forholdene i anstalter og arresthuse, forslag til folketingsbeslutning om sikring af strafafsoneres demokratiske rettigheder, bolig og arbejde, forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et jysk og et sjællandsk fængselsmuseum, forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne om udgang for de indsatte i anstalter og arresthuse, forslag til folketingsbeslutning om ændring af bestemmelserne om prøveløsladelse og om sikring af de indsattes retssikkerhed i sager om afslag på prøveløsladelse, forslag til folketingsbeslutning om sikring af uhindret kommunikation mellem folketingets medlemmer og de indsatte i anstalter og arresthuse, forslag til folketingsbeslutning om afskaffelsen af arbejdspligten for de indsatte i anstalter og arresthuse samt om sikring af de indsattes strejkeret, forslag til folketingsbeslutning om forbedring af vilkårene for familier, faste samlevere m.fl. til indsatte i anstalter og arresthuse, forslag til folketingsbeslutning om anvendelse af sikringsmidler i anstalter og arresthuse og forslag til folketingsbeslutning om strafafsoneres krav på fællesskab under indsættelse i anstalter og arresthuse (se de 15 nærmest følgende sager) samt forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov. (Afskaffelse af livstidsstraffen) og forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov. (Forhøjelse af den kriminelle lavalder) (se A. II. nr. 44 og 45).

I den skriftlige fremsættelse blev de 18 forslag betegnet som en egentlig kriminalreform, hvorfor ordføreren for forslagsstillerne fandt det nødvendigt at trække nogle overordnede linjer frem, der i det følgende gengives i uddrag:

»Forslagene kan opdeles i 4 grupper.

Den første gruppe handler om den mere overordnede kriminalpolitik og omfatter foranstaltninger til bekæmpelse af kriminaliteten, nedsættelse og systematisering af strafferammerne, aftrapning af frihedsstraffen og udvidet anvendelse af alternative sanktioner. Men i tilknytning hertil skal også ses forslagene om forhøjelse af den kriminelle lavalder og afskaffelse af livstidsstraffen. Forslaget om at nedbringe ventetiderne og at overføre personaleressourcer fra anstalterne til den frie kriminalforsorg falder direkte i forlængelse af målsætningen om at udvikle anvendelsen af alternative sanktioner. Endelig er forslaget om en straffuldbyrdelseslov et forsøg på at indføre et formelt grundlag for strafafsoningen, hvor det klart afgrænses, inden for hvilke rammer enhver straffuldbyrdelse skal finde sted.

Fælles for disse forslag er, at VS betragter det nuværende sanktionssystem som uegnet til at opfylde de formål, som et sanktionssystem må opfylde. Her tænkes på, at sanktionssystemet i et vist omfang skal være generalpræventivt, men at generalprævention ikke alene kan forebygge kriminalitet, hvorfor det også er nødvendigt at lægge vægt på de sociale og kulturelle forhold, som betinger en overvejende del af kriminaliteten. Der tænkes også på, at sanktionssystemet skal virke specialpræventivt. Det vil sige, at de mennesker, som det ikke ved generalpræventive, sociale og kulturelle foranstaltninger er lykkedes at afholde fra kriminalitet, skal behandles, så der er størst mulig chance for, at de kan indgå i samfundet uden at begå ny kriminalitet.

Det antages ofte i debatten, at hårde straffe er mest effektive. VS har den stik modsatte opfattelse. Vi mener, at en mere human behandling af mennesker, både lovovertrædere og andre, er mest effektiv i forebyggelsen af kriminaliteten. Dette understreges især af, at det netop er de mennesker, som altid har været behandlet dårligst, der oftest begår kriminalitet. Derfor bliver kriminalpolitikken også til et stykke klassepolitik.

Forslagene om at afskaffe livstidsstraffen og forhøje den kriminelle lavalder til 18 år skal ses i samme lys.

Som en konsekvens af disse kriminalpolitiske holdninger må der overføres ressourcer til forsorgsområdet og til den frie kriminalforsorg, og dette kan kun sikres gennem nedlæggelse af kapacitet i anstalterne. Derfor hører også forslaget om at indrette statsfængslerne i Horsens og Vridsløselille til museer med til den første gruppe, idet der her peges på, hvor vi mener at aftrapningen skal starte.

Den anden gruppe omfatter mere generelt de indsattes demokratiske rettigheder. Der foreslås oprettet tilsyn med anstalter og arresthuse, og det foreslås, at kompetencen til at træffe beslutninger om selve strafafsoningen lægges uden for de administrative myndigheder. Endelig ønskes det præciseret, at idømt frihedsstraf ikke indebærer yderligere konsekvenser, og her tænkes især på, at mange tidligere strafafsonere forhindres i at bevare deres bolig, og at deres muligheder på arbejdsmarkedet er begrænsede.

Det er et generelt problem, at de indsatte i fængslerne er totalt retsløse, ... og derfor foreslås oprettet lokale tilsyn, som har ret og pligt til at aflægge uanmeldte besøg og dermed forebygge overgreb. Men samtidig skal disse tilsyn også generelt påse forholdene.

Værre bliver det, når disse konfrontationer – og overtrædelser af det middelalderlige disciplinærsystem i det hele taget – afgøres af den ene part uden ankemulighed. Det samme gælder en lang række andre afgørelser.

Det foreslås derfor, at der oprettes et organ med kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål omkring fuldbyrdelsen, men VS har ikke lagt sig fast på, om det bør være en ombudsmandsinstitution, et nævn, en lokal voluntørordning, eller kompetencen helt eller delvis skal tillægges de nuværende domstole.

Den tredje gruppe forslag drejer sig om de indsattes forbindelse til omverdenen, og her tænkes især på selve reglerne for udgangstilladelser og prøveløsladelser. Spørgsmålet om de indsattes uhindrede kommunikation med folketingets medlemmer ligger i forlængelse heraf. I de seneste måneders kriminalpolitiske debat har netop spørgsmålet om udgangstilladelserne og prøveløsladelserne været centralt placeret. Justitsministeren har ønsket at begrænse dem i et ikke nærmere præciseret omfang. VS foreslår derimod mere liberale regler, og hensigten er både at gøre strafafsoning mere human og opnå en lavere recidivprocent ved at undlade at afvænne de indsate fra kontakten til det samfund, som de trods alt skal leve i efter afsoningen. De nuværende restriktive regler modvirker efter vores opfattelse dette hensyn.

Endelig er der en fjerde gruppe, som omhandler forholdene under selve fængselsopholdet. Fælles for dem er, at det skal være mindre udmygende at være indsat, og også dette forhold berører recidivrisikoen. En ydmygende behandling under et fængselsophold gør efter vores opfattelse et menneske dårligere egnet til at fungere sammen med andre mennesker og under regler, som gælder for den fælles adfærd i samfundet.

En særlig side af denne problemstilling er forholdet til familie og pårørende.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at forslagsstillerne i udformningen af forslagene har lagt hovedvægten på forebyggelse, en specialpræventiv virkning og en vis generalpræventiv virkning. Der er set bort fra hævnmotiver og delvis også fra det upræcise begreb, som hedder retsopfattelsen. Det er dog klart, at gennemførelsen af de langsigtede målsætninger med bl.a. en markant aftrapning af frihedsstraffen skal ske i et tempo, som ikke bringer sanktionssystemet i afgørende uoverensstemmelse med den brede befolknings opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt. Dette kan imidlertid ikke være afgørende for fastlæggelsen af målsætningen, og af praktiske grunde ses også afviklingen af frihedsstraffen og udviklingen af alternative sanktioner som en proces, der kan vare nogle år.

Det har også været et vigtigt hensyn at foreslå mere kortsigtede foranstaltninger netop med det udgangspunkt, at frihedsstraffen nok vil blive anvendt nogle år endnu. Derfor er det vigtigt, at de indsatte får bedre forhold, ligesom det må være en forpligtelse at sikre dem mod foranstaltninger, som ligger uden for den afsagte dom.«

Ved 1. behandling, hvor forslaget blev behandlet sammen med de 4 første af de ovenfor nævnte beslutningsforslag samt de 2 nævnte lovforslag, blev der fra næsten alle sider udtrykt anerkendelse af det store arbejde, der lå bag de i alt 18 beslutningsforslag og lovforslag. Hvad nærværende forslag angik, var såvel justitsministeren som flere af de øvrige partiers ordførere villige til at diskutere alternative sanktioner, mens man var mere forbeholden over for spørgsmålet om systematisering af strafferammerne. Både justitsministeren og flere af regeringspartiernes ordførere henviste til de overvejelser, der fandt sted i straffelovrådet om bl.a. straffelovens strafferammer og anvendelsen af alternativer til frihedsstraf.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.