Som følge af Grønlands udtræden af De europæiske Fællesskaber, jfr. traktat af 12. marts 1984 om ændring af traktaterne om oprettelse af De europæiske Fællesskaber for så vidt angår Grønland, blev lov nr. 619 af 14. december 1977 for Grønland om valg til Europa-Parlamentet ophævet med virkning fra den 1. januar 1985, jfr. herved § 4 i lov nr. 159 af 11. april 1984. Det er i denne lovs § 2, stk. 1, fastsat, at det mandat, der efter de hidtidige regler er tillagt Grønland, overgår til Danmark, når den repræsentant, der er valgt i Grønland, mister sin valgbarhed ved gennemførelsen af loven.
I loven er endvidere anført, at mandatet skal tilfalde det parti, der ville være berettiget til et 16. mandat efter reglerne i loven om valg af danske repræsentanter. For dette parti indtræder den kandidat der er nærmest berettiget hertil. På denne baggrund indstillede et enigt udvalg følgende:
»Lærer John Iversen godkendes som repræsentant til Europa-Parlamentet fra og med den 1. januar 1985 i stedet for hr. Finn Lynge, jfr. herved lov nr. 159 af 11. april 1984 om ændring af lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (De europæiske Fællesskabers Forsamling) m.fl.«
Under forhandlingen den 7. december bad ingen om ordet.
Indstillingen vedtoges enstemmigt med 140 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, FP, VS og KrF); 1 (Lenger (VS)) stemte hverken for eller imod.