B 14 Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelsesmidlers brug og sikkerheds- og sundhedsforanstaltninger.

Af: Steen Gade (SF) , Tommy Dinesen (SF) , Birthe Hansen (SF) , Inger Harms (SF) , Leif Hermann (SF) , Birgitte Husmark (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde til formål:

– at mindske den sundhedsmæssige risiko for de personer, der bruger bekæmpelsesmidler,

– at begrænse forbruget af bekæmpelsesmidler i almindelighed gennem en afgift,

– at nedsætte forbruget af de mest giftige og tungest nedbrydelige midler i særdeleshed gennem en særlig afgift,

– at sikre en fagligt kvalificeret brug af bekæmpelsesmidler og

– at mindske skaderne på natur og miljø.

Forslaget var med mindre ændringer en genfremsættelse af et i folketingsåret 1983-84 (2. samling) fremsat forslag, se Folketingsårbog 1983-84, side 563 f.

I udvalgets beretning over forslaget opfordrede et flertal (S, SF og RV) bl.a. miljøministeren til først i folketingsåret 1985-86 at fremlægge en redegørelse om bekæmpelsesmidler i forbindelse med en ændring af afgiftsbestemmelserne i § 36 i lov om kemiske stoffer og produkter.

Redegørelsen skal indeholde forslag til løsning af de problemer, der er rejst i beslutningsforslaget samt i miljø- og planlægningsudvalgets behandling af forslaget.

Redegørelsen skal ses på baggrund af de økonomiske muligheder, der skabes, hvis den øvre afgiftsgrænse ophæves, jfr. bekendtgørelsens § 34.

Redegørelsen skal afspejle den overordnede målsætning, at forbruget af bekæmpelsesmidler skal nedbringes og forbruget omlægges i retning af anvendelse af mindre farlige midler. Yderligere forskning og undersøgelser af bekæmpelsesmidlers brug prioriteres højt.
Partiernes ordførere
Svend Taanquist (S), Svend Åge Petersen (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Steen Gade (SF), Sonja Albrink (CD), Sven Skovmand (RV), Jens Kristian Steffensen (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Ove Jensen (FP)