B 133 Forslag til folketingsbeslutning om reelt elevdemokrati i folkeskolen.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Efter forslaget til folketingsbeslutning skulle folketinget opfordre regeringen til at fremsætte lovforslag og træffe foranstaltninger, der præciserer og sikrer elevernes reelle indflydelsesmuligheder i folkeskolen, efter følgende retningslinier:

1. Der skulle udarbejdes en bekendtgørelse, som fortolker og præciserer folkeskolens demokratiforpligtelse, jfr. folkeskolelovens § 2, stk. 3, og § 16, stk. 4.

2. Der skulle udarbejdes en undervisningsvejledning under titlen »Skolen, undervisning og demokrati«, som vejleder lærerne i forhold til opfyldelsen af formålsparagraffen i undervisningen.

3. Der skulle udarbejdes en elevrådsvejledning.

4. Elevråd og fælleselevråd skulle lovsikres under samme vilkår som lærerråd og fælleslærerråd.

5. Elevråd og fælleselevråd skulle sikres høringsret.

6. Elevråd og fælleselevråd skulle sikres økonomi og de nødvendige faciliteter til deres aktiviteter.

7. Eleverne skulle sikres stemmeret i skolenævn og skolekommission.

8. Der skulle på samtlige folkeskoler fællesudvalg oprettes bestående af fire lærere, fire elever og skoleinspektøren.

I de ledsagende bemærkninger blev der henvist til folkeskolelovens formålsparagraf, der efter forslagsstillernes opfattelse klart præciserede, at folkeskolen skulle være både demokratisk og demokratiserende. Demokrati eller indflydelse og medbestemmelse til alle var ikke blot et mål, men i høj grad også et middel. Dette betød, at nok skulle skolen forberede eleverne til deltagelse i de demokratiske processer uden for skolen, men det skulle ske gennem aktiv udøvelse af demokratiet i skolen.

Ved 1. behandling havde både undervisningsministeren og ordførerne fra KF, V og RV sympati for hensigten med forslaget, men fandt, at det gennemgående var for kategorisk i sin udformning. Hanne Thanning Jacobsen (SF) kunne i det store og hele støtte forslaget, mens Pia Kjærsgaard (FP) afviste det.

Uddannelsesudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Jens Kristian Hansen (S), Karen Højte Jensen (KF), Povl Brøndsted (V), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Ole Vig Jensen (RV) og Pia Kjærsgaard (FP)