B 11 Forslag til folketingsbeslutning om forbedrede vilkår for kvindeforskning.

Samling: 1984-85
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalget angående videnskabelig forskning.

Ifølge forslaget opfordres regeringen til at fremlægge en aktionsplan om forbedrede vilkår for kvindeforskningen. Planen bør fremsættes så betids, at den kan få virkning fra 1. januar 1986, og skal indeholde følgende:

1) Der skal inden for alle hovedområder ved universiteter, højere læreanstalter og andre offentlige forskningsinstitutioner være videnskabelige heltidsstillinger til kvindeforskning og uddannelse i kvindeforskning.

2) Universiteter, højere læreanstalter og lignende institutioner skal aktivt bestræbe sig på at øge ansættelsen af kvindelige forskere inden for alle hovedområder.

3) Universiteter, højere læreanstalter og lignende institutioner, der modtager offentlige midler, skal i deres årsberetning optage særskilt beretning om deres virksomhed inden for kvindeforskning og ansættelse af kvindelige forskere.

4) De råd og udvalg, der som forskningsrådene har ansvar for fordeling af offentlige midler, skal forbeholde en del af disse midler til kvindeforskning.

5) Planlægningsrådet og forskningsrådene skal tage initiativ til og støtte forskningsopgaver inden for kvindeforskning.

6) Der gives offentlig støtte til udbygning af informations-, dokumentations-, registrerings- og arkivopbygningsvirksomhed inden for kvindeforskning.

7) Kvindeforskningens resultater er relevante for hele samfundet, og derfor skal resultaterne formidles til offentligheden.

8) Forskningsrådene og planlægningsrådet for forskningen skal inden 1. januar 1986 redegøre for, hvilke kvindeforskningsopgaver der er inden for forskningsrådenes område, og foretage en prioritering af opgaverne.

Forslaget blev behandlet sammen med forslag til folketingsbeslutning om forbedrede vilkår for kvindeforskningen [af Alice Faber (SF), Hanne Andersen (S) og Tinning (VS) m.fl.] (se nærmest følgende sag).

Efter forhandlinger mellem undervisningsministeren og de i udvalget repræsenterede partier opnåedes der enighed om en aktionsplan for forbedrede vilkår for kvindeforskningen. Aktionsplanen blev offentliggjort gennem en beretning afgivet af udvalget over de 2 forslag til folketingsbeslutning og havde følgende ordlyd:

»Herefter opfordrer udvalget regeringen til at fremlægge en aktionsplan for forbedrede vilkår for kvindeforskningen. Planen skal fremsættes så betids, at den kan få virkning fra I. januar 1986, og skal indeholde følgende:

1. En plan for tilvejebringelsen af videnskabelige heltidslektorater til kvindeforskning og undervisning i kvindespørgsmål. Planen skal omfatte i alt 8 ansættelser inden studieårets start.

2. Tilvejebringelse af en særlig bevilling på 9 mill. kr. til Planlægningsrådet for Forskningen og forskningsrådene til styrkelse af kvindeforskningen og formidlingen af dens resultater over en 3-årig periode.

3. Tilvejebringelse af en langsigtet plan for en permanent informations-, dokumentations-, registrerings- og arkivopbygningsvirksomhed inden for kvindeforskningen.

4. Plan for evaluering af den gennemførte virksomhed inden udløbet af den 3-årige bevilling til kvindeforskningen.«
Partiernes ordførere
Mette Groes (S), Eva Bente Møller (KF), Hanne Severinsen (V), Ingerlise Koefoed (SF), Jørgen Estrup (RV), Steen Tinning (VS) og Pia Kjærsgaard (FP)