B 108 Forslag til folketingsbeslutning om liberalisering af lukkeloven.

Samling: 1984-85
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter I. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til – efter forhandling med alle berørte parter – at forberede en ændring af lov om butikstid, således at der senest i folketingsåret 1985-86 fremsættes lovforslag, hvorefter der indføres regler, som giver ret til inden for en ramme på f.eks. maksimalt 60 timer ugentlig frit at fastsætte butikkens åbningstid.

Om baggrunden for fremsættelsen af beslutningsforslaget henvistes der i de ledsagende bemærkninger bl.a. til, at sigtet med beslutningsforslaget ikke var nogen udvidelse af den samlede butikstid men alene, at de handlende frit kunne placere åbningstiden på de tidspunkter, hvor deres kunder helst ville handle, samt til, at forslaget var fremsat dels af forbrugerhensyn, dels af hensyn til de mindre forretninger, specialbutikker og nærbutikker.

Beslutningsforslaget blev ved 2. (sidste) behandling forkastet med 93 stemmer (S, KF, V, CD, VS og KrF) imod 24 (SF, RV og FP); 1 medlem (Tove Lindbo Larsen (S)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Jens Peter Jensen (V), Alice Faber (SF), Aase Olesen (RV), René Brusvang (CD), Elisabeth Bruun Olesen (VS) og Helge Dohrmann (FP)