L 97 Lov om ændring af lov om folkeskolen

(Skolefritidsordninger).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 287 af 06-06-1984
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Loven indebærer, at der i folkeskoleloven gives hjemmel for kommunerne til at tilbyde børnene mulighed for leg og beskæftigelse uden for skoletiden.

Ved ændringsforslag tilføjedes en revisionsbestemmelse, hvorefter der i folketingsåret 1986-87 skal fremsættes forslag om revision af bestemmelserne om skolefritidsordninger.

Loven ændrer ikke mulighederne for i henhold til bistandsloven at oprette fritidshjem, heller ikke fritidshjem på skoler.

Det fremgår af bemærkningerne, der ledsager lovforslaget, at den bemyndigelse for undervisningsministeren til at fastsætte regler om skolefritidsordninger, der er indeholdt i loven, kun vil blive udnyttet, hvis der fra lokal side fremsættes ønske herom.

Lovforslaget er en genfremsættelse af et i folketingsåret 1982-83 fremsat forslag, se Folketingsårbog 1982-83 side 234.

Lovforslaget vedtoges med 89 stemmer (KF, V, RV, CD, FP, KrF og FD) mod 77 (S, SF og VS); 1 (Lone Dybkjær (RV)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Knud Erik Kirkegaard (KF), Povl Brøndsted (V), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Ole Vig Jensen (RV), Bente Juncker (CD), Pia Kjærsgaard (FP), Jens Kristian Steffensen (KrF) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)