L 93 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven

Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Med lovforslaget foresloges en ændring af udlændingelovens §§ 22 og 23 om udvisning og af § 26 om de hensyn, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om udvisning bør ske.

§§ 22 og 23 indeholder bestemmelserne om udvisning af udlændinge, som bor her i landet med henblik på varigt ophold, og som lovligt har boet her mere end de sidste henholdsvis 4 og 7 år.

Efter lovforslaget skal kravet om, at udlændingene skal have boet her de sidste 4 eller 7 år for at være omfattet af disse særlige lovmæssige begrænsninger i udvisningsadgangen, ændres, sådan at den afgørende bopælsperiode skal kunne sammenstykkes af flere opholdsperioder, såfremt udlændingen i fraværsperioderne »har bevaret sit tilhørsforhold til det danske samfund«.

Med den foreslåede ændring af udlændingelovens § 26 præciseres det i lovteksten, at der ved afgørelsen om udvisning skal tages væsentligt hensyn til, om udvisningen vil ramme danske statsborgere, især ægtefælle eller børn. Desuden skal der tages hensyn til udlændingens tilhørsforhold i øvrigt til det danske samfund, herunder varigheden af opholdet her i landet.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at baggrunden for at fremsætte lovforslaget var, at den retspraksis, som har udviklet sig efter den nye udlændingelov, der blev vedtaget i juni 1983, efter forslagsstillernes opfattelse ikke i ét og alt har svaret til hensigterne med lovrevisionen.

Ved 1. behandling afviste alle ordførere bortset fra Ebba Strange (SF) og ordføreren for forslagsstillerne at ændre udlændingeloven så kort tid efter, at loven var trådt i kraft.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Torben Lund (S), Hagen Hagensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Ebba Strange (SF), Birgith Mogensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Kristen Poulsgaard (FP), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Jørgen Lenger (VS)