Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.
Loven skaber hjemmel for at straffe kommunalbestyrelsesmedlemmer, som groft tilsidesætter de pligter, som hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem medfører.
Påtale kan kun rejses efter anmodning af tilsynsmyndigheden. Påtale rejses af statsadvokaten, og strafferammen er bøde.
Endvidere udvider loven de beføjelser, som tilsynsmyndigheden efter den hidtil gældende § 61 har (annullation, tvangsbøde og erstatningssag), til også at omfatte økonomiudvalget og de stående udvalg, herunder det sociale udvalg.
Loven skaber dernæst udtrykkelig hjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan undlade at rejse erstatningsansvar, hvis de ansvarlige medlemmer indvilliger i at betale en bod til kommunen, samt at domstolene under en erstatningssag kan lempe ansvaret.
Der indføres med loven samtidig en regel om, at kommunalbestyrelsesmedlemmer har ret til sammen med udenforstående, at gennemse det materiale, der fremlægges forud for kommunalbestyrelsens møde.
Endelig foretages der enkelte ændringer i reglerne om borgmestres vederlag og pension samt i reglerne for det kommunale budget- og regnskabssystem.
Under udvalgsbehandlingen blev der stillet en lang række ændringsforslag. Af disse skal særligt nævnes, at udvalget med indenrigsministerens tiltrædelse, stillede ændringsforslag om, at simpel uagtsom pligttilsidesættelse ikke straffes.
Endvidere blev der af et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget) stillet ændringsforslag, der sikrede, at medlemmer af kommunalbestyrelsen/borgerrepræsentationen har en reel mulighed for at gennemse det materiale, der er fremlagt til dagsordenspunkterne for det åbne møde, sammen med ikke-medlemmer. De nævnte ændringsforslag blev vedtaget.
Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 113 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF og FD) mod 4 (FP).