L 180 Lov om ændring af ligningsloven

(Befordringsfradrag).

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel (KF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 274 af 06-06-1984
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven går ud på at forenkle reglerne i ligningslovens § 9 c om fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads.

Fradrag kan ikke foretages for en daglig befordring på 20 km eller derunder. For daglig befordring mellem 20 og 54 km kan fradrag foretages med en kilometertakst, som ligningsrådet fastsætter. For daglig befordring ud over 54 km kan fradrag foretages med 25 pct. af kilometertaksten.

Skattepligtige, der efter de gældende regler er berettiget til at fratrække udgiften til bilkørsel, og som har en længere daglig befordring end 54 kilometer, kan efter forslaget beregne fradraget med den kilometertakst, der bliver fastsat for 1984, for så vidt angår daglig befordring ud over 20 kilometer.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 158 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 6 (FP og FD).
Partiernes ordførere
Mogens Lykketoft (S), Bernt Johan Collet (KF), Anders Fogh Rasmussen (V), Ruth Olsen (SF), Bente Juncker (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), John Arentoft (FP) og Jørgen Lenger (VS)