L 157 Forslag til lov om et teknologinævn

Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalget angående videnskabelig forskning, men efter anmodning (F. sp. 5342) henvist til et særligt udvalg på 17 medlemmer og stedfortrædere, som valgtes 11/5 (F. sp. 6207):

Aagaard (KF), Fischer (KF), Flemming Jensen (KF), Eva Møller (KF), Fogh Rasmussen (V), Sander (V), Bente Juncker (CD), Kofod-Svendsen (KrF), Ritt Bjerregaard (S), J. K. Hansen (S), Jytte Hilden (S), Erling Jensen (S), Ivar Nørgaard (S) [næstformand], Erling Olsen (S), Gade (S), Rahbæk Møller (SF) og Lone Dybkjær (RV) [formand].

Ifølge lovforslaget nedsættes et uafhængigt teknologinævn.

Nævnets formål er at følge og iværksætte helhedsvurderinger af den teknologiske udviklings muligheder og konsekvenser for samfundet og for den enkelte borger samt at støtte og fremme en folkelig teknologidebat.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at teknologinævnet på eget initiativ skal

- iværksætte teknologivurderinger såvel før som under og efter teknologiens indførelse. Nævnet kan således også iværksætte samfundsmæssige eksperimenter med indførelse af ny teknologi

- igangsætte offentlig debat om teknologiens muligheder og konsekvenser, herunder arrangere offentlige høringer og anden samfundsdebat

- indsamle og formidle resultater fra danske og udenlandske teknologivurderinger.

Teknologinævnets opgaver skal vedrøre teknologier med vidtrækkende konsekvenser for samfundet, hvor beslutningen om teknologiens eventuelle anvendelse derfor ligger i folketinget.

Ved lovforslagets 1. behandling kunne industriministeren og ordførerne fra KF, V og FP ikke anbefale forslaget. Ordførerne fra S, SF og VS var positive over for forslaget.

Udvalget angående teknologi afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Ritt Bjerregaard (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Helge Sander (V), Steen Gade (SF), Lone Dybkjær (RV), Pia Kjærsgaard (FP) og Steen Tinning (VS)