L 113 Lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige

(Uddannelsesydelse).

Af: Arbejdsminister Grethe Fenger Møller (KF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 219 af 16-05-1984
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Loven indebærer, at unge under 25 år, der er berettigede til et arbejdstilbud, det vil sige, at de har været ledige i et år med dagpengeret, som alternativ til et arbejdstilbud skal kunne vælge et uddannelsestilbud.

Uddannelsestilbuddet giver mulighed for at modtage en uddannelsesydelse i op til 2 år på et niveau svarende til det halve af dagpengenes højeste beløb.

Loven træder i kraft 1. august 1984, og det fremgår af arbejdsministerens skriftlige fremsættelse, at loven er tænkt som en forsøgsordning, der tages op til revision i folketingssamlingen 1984-85.

Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 65 stemmer (KF, V, RV, CD, FP, KrF og FD), idet 52 (S, SF og VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Bo Kristensen (KF), Hanne Severinsen (V), Carsten Andersen (SF), Bente Juncker (CD), Jørgen Estrup (RV), Helge Dohrmann (FP), Elisabeth Bruun Olesen (VS) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)