L 112 Lov om ændring af fotografiloven

Af: Minister for kulturelle anliggender Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 294 af 06-06-1984
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Loven indebærer, at en fastsat revisionsfrist til folketingsåret 1983-84 for bestemmelsen i fotografilovens § 7 a om adgangen til at foretage optagelser af radio- og fjernsynsudsendelser til brug i undervisningsvirksomhed ophæves.

Om baggrunden for lovforslaget er der bl.a. i den skriftlige fremsættelsestale anført følgende:

»Bestemmelsen i fotografilovens § 7 a, som blev gennemført i 1977, gav som noget nyt blandt andet mulighed for, at der også kunne foretages optagelser fra fjernsynet til undervisningsbrug. De indtil 1977 gældende bestemmelser gav kun mulighed for lydoptagelser. Ved nyordningen blev det samtidig bestemt, at rettighedshaverne skulle have krav på vederlag, når der foretages optagelse af andre udsendelser end undervisningsudsendelser. For at lette opkrævningen af vederlag skulle den enkelte rettighedshavers vederlagskrav dog kun kunne gøres gældende af en af ministeren for kulturelle anliggender godkendt fælles forhandlings- og opkrævningsinstitution, som repræsenterede alle kategorier af rettighedshavere.

Under folketingsbehandlingen blev det - ligesom for ophavsretsloven § 17's vedkommende - skønnet hensigtsmæssigt, at folketinget ved en revisionsfrist blev sikret mulighed for at bedømme virkningerne af den nye fotografilovsregulering, når ordningen efter indgåelsen af de nødvendige aftaler - blandt andet om vederlag - havde virket nogle år.

Om baggrunden for revisionsfristens senere gentagne udskydelse samt for det nu fremsatte lovforslag om dens ophævelse henvises til, hvad der er anført i forbindelse med fremsættelsen af det parallelle forslag til lov om ændring af ophavsretsloven.«

Som det også fremgår af den skriftlige fremsættelsestale, har nærværende lovforslag direkte sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af ophavsretsloven (se nærmest foranstående sag).

Lovforslagene blev behandlet samtidig, og kulturudvalget afgav en fælles betænkning over de to lovforslag.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 150 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, FP, VS og KrF) mod 1 (FD).
Partiernes ordførere
Jimmy Stahr (S), Annelise Gotfredsen (KF), Helge Sander (V), Ingerlise Koefoed (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Kristen Poulsgaard (FP) og Inger Stilling Pedersen (KrF)