L 103 Lov om ændring af ligningsloven

(Den skattemæssige behandling ved udbetaling af normaliseringsforhøjelser m.v.).

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel (KF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 179 af 09-05-1984
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven er begrundet i nogle ændringer inden for boliglovgivningens huslejebestemmelser vedrørende de såkaldte normaliseringsforhøjelser.

Loven indfører beskatningsregler, der svarer til de regler, der efter ligningslovens § 14 G gælder for beløb, der udbetales fra kontiene efter boligreguleringslovens kapitel III. Herudover indeholder loven en beskatningsregel, hvorefter frigivelser fra ejendommens konti efter boligreguleringslovens kapitel III bliver beskattet i de tilfælde, hvor en udlejet ejerlejlighed sælges, eller hvor ejendommen enten udvides eller overgår til anden anvendelse end beboelse.

Ved ændringsforslag fra ministeren for skatter og afgifter i tillægsbetænkningen fremrykkedes ikrafttrædelsestidspunktet fra 1. januar 1985 til 1. juli 1984, således at ændringen af ligningslovens § 14 G, stk. 5, 2. pkt., har virkning for beløb, hvor betingelserne for udbetaling er opfyldt fra denne dato eller senere.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 104 stemmer (S, KF, V, RV, CD, KrF, FD og Preben Lange (Grønl.)) mod 9 (FP og VS); 15 (SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Børge Bakholt (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Bente Mousten Nielsen Hansen (V), Jens Thoft (SF), Aase Olesen (RV) og Ove Jensen (FP)