B 75 Forslag til folketingsbeslutning om en uafhængig undersøgelse af forvaltningen af den danske bistand til udviklingslandene

Af: Søren Riishøj (SF) , Inger Harms (SF) , Ingerlise Koefoed (SF) , Ebba Strange (SF) og Pelle Voigt (SF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til snarest muligt at nedsætte et uafhængigt og særlig sagkyndigt udvalg til at foretage en tilbundsgående analyse af, om den måde, den danske bistand er indrettet på, er hensigtsmæssig sammenholdt med erfaringerne fra det hidtidige bistandsarbejde og i forhold til de opgaver, som skal forvaltes i de kommende år.

På baggrund af en sådan analyse skulle udvalget over for regeringen fremsætte sådanne forslag til ændringer i bistandsforvaltningens struktur og organisation, som kunne bidrage til en effektivisering af bistandsarbejdet i retning af en forbedring af de fattige befolkningsgruppers økonomiske, sociale og politiske vilkår.

Udvalget skulle afgive betænkning i første halvdel af 1985.

I den skriftlige fremsættelse henviste ordføreren for forslagsstillerne til den stadig større kløft mellem de rige og de fattige lande. Det hed herefter bl.a.:

»Under de vilkår stilles der skærpede krav til dansk u-Iandsbistand. I dette beslutningsforslag rettes opmærksomheden mod den danske bistandsadministration, der på mange måder virker uhensigtsmæssigt. Rigsrevisionen, statsrevisorerne og adskillige, der har deltaget i de senere års debat om bistandspolitikken, har påpeget behovet for en uafhængig og tilbundsgående analyse af den danske bistandsadministration i lyset af de nye udfordringer og med det udtrykkelige mål at effektivisere bistandsarbejdet i retning af en forbedring af de fattige befolkningsgruppers økonomiske, sociale og politiske vilkår.

Det er forslagsstillernes håb, at det gennem vedtagelse af dette beslutningsforslag kan sikres, at en sådan uvildig undersøgelse iværksættes.«

Ved 1. behandling gav udenrigsministeren udtryk for, at han ikke fandt, at tiden var inde til at foretage en undersøgelse af bistandsadministrationen, så kort tid efter gennemførelsen af en række ændringer i Danidas opbygning og struktur som følge af en strukturundersøgelse omfattende hele udenrigsministeriet for ca. 21/2 år siden og så kort tid efter den bistandspolitiske debat, der fandt sted i folketinget i februar 1983 (se Folketingsårbog 1982-83, side 424f. og 442f.). På linje hermed udtalte også ordførerne fra regeringspartierne og til dels S sig, mens ordførerne fra RV, FP, VS og FD med forskellige motiveringer fandt en undersøgelse som beskrevet i forslaget ønskelig.

Udenrigsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Lasse Budtz (S), Connie Hedegaard (KF), Bjørn Elmquist (V), Inger Harms (SF), Søren Riishøj (SF), Arne Stinus (RV), John Arentoft (FP), Keld Albrechtsen (VS), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Ole Maisted (FD)