B 117 Forslag til folketingsbeslutning vedrørende bekæmpelsesmidlers brug og sikkerheds- og sundhedsforanstaltninger

Af: Tommy Dinesen (SF) , Margrete Auken (SF) , Inger Harms (SF) , Leif Hermann (SF) , Ebba Strange (SF) og Steen Gade (SF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning har til formål at mindske de sundhedsmæssige risici, der er forbundet med anvendelse af plante- og insektbekæmpelsesmidler m.m. Ifølge forslaget pålægger folketinget regeringen at gennemføre foranstaltninger vedrørende følgende hovedområder:

1) Mærkning af bekæmpelsesmidler.

2) Regler for arbejde med bekæmpelsesmidler.

3) Skiltning ved brug af bekæmpelsesmidler.

4) Registrering af erhvervsmæssig brug af bekæmpelsesmidler.

5) Privates brug af bekæmpelsesmidler

6) Lægeundersøgelse af erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler.

7) Oplysningsfond.

Ved 1. behandling blev forslaget afvist af miljøministeren og ordførerne fra (KF), (V), (FP) og (FD) med den begrundelse, at der allerede findes udmærkede regler på de fleste af de områder, som forslaget vedrører. Ordføreren fra (VS) kunne støtte intentionerne og forslaget, mens ordføreren fra (S) kunne give tilsagn om et positivt udvalgsarbejde.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Paul Lohmann (S), Carl Martin Christensen (KF), Mogens Blach (V), Tommy Dinesen (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Kristen Poulsgaard (FP), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Ole Maisted (FD)